Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 29. marts 2025

Kajakroerne i Ribe Roklub får nu mulighed for endnu flere oplevelser, end tilfældet har været tidligere.

Takket været en donation fra Friluftsrådet og Sydbank har roklubben været i stand til at indkøbe en trailer til havkajakkerne samt yderligere en havkajak, så klubben nu råder over fem af slagsen.

De, der ror almindelige kajakker, er henvist til at ro på Ribe Å, og det betyder i realiteten, at de kan ro fra Ribe til Kammerslusen og retur, og den tur lærer roerne efterhånden at kende.

Med en havkajak kan roerne også komme ud i Vadehavet, og det giver mulighed for endnu flere oplevelser. Men med den nye trailer er der mulighed for at tage havkajakkerne med til andre dele af landet.

– Det er vi meget glade for. Vi har nu mulighed for at lave ture ved at køre havkajakkerne til andre dele af landet og sætte dem i vandet her, forklarer Nadja Hübschmann fra roklubben.

Hun fortæller, at nogle af pengene også er brugt til redningsveste og sikkerhedsudstyr i det hele taget, så roerne er bedst muligt rustet til det åbne vand.

Roklubben markerede donationerne lørdag formiddag ved fælles morgenkaffe, hvor Anders Neesen og Søren M. Nielsen var med for at overrække pengene og besigtige nyindkøbene.