Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. maj 2021
Kaster man blikket rundt i de hyggelige stuer, så fanger man et hjørne med store fotostater af bornholmske klipper, mens bagvæggen i æ finstow har en kæmpe udgave af Foto-Jens´ flotte billede med dis over Ribe Vesterå.
Fælles minder fra gymnasietiden
Og hvor gik du så i skole – og hvor tog du din læreruddannelse? I den næste times tid blev der snakket og grinet – det viste sig, at Bjarne og RYK IND RIBEs skribent havde fulgt de samme spor – og dermed også mødt de samme undervisere på Ribe Katedralskole og Ribe Statsseminarium.
– Jeg var klassisksproglig student. Vi var del omkring 7 i klassen, fortæller Bjarne, mens han forbløffet kan konstatere, at det var RYK IND RIBEs medarbejder også. Og så blev Annette og Jens Vind, Ole Balslev og frøken Willemoes vendt: kan du huske fransktimerne, hvor den ældre Emmy ville have os til at bruge trutmund, når udtalen skulle være perfekt. Og hvad med Lektor Larsen, som blandt de studerende var frygtet og elsket. Frygtet, når han med en kæmpe lup gennemgik protokollen for at finde dagens person til overhøring ved tavlen – elsket, når han til jul gik ad Tangevej til skolen i ført sin lange sorte frakke med to tasker fyldt med hjemmelavet chokolade.
”Gud ser alt, jeg ser næsten alt”, lød den barske besked fra Larsen, der også havde tilnavnet ”den enøjede kyklop” efter Polyfemos i Odysseen.
Ja, og så var der jo også Alvad, Hjorth og Sandfeld – den sidstnævnte kendt for at cykle på gangene siddende omvendt på sin cykel. Jo, sådanne personligheder står mejslet i hukommelsen.
Fælles minder fra studietiden
Og minsandten om ikke også underviserne på Ribe Statsseminarium fik en tur. Der var jo både pædagogiske Erik Møll fra Farup, idrætsparret Crenzien fra Ø. Vedsted og ikke at forglemme skrivelærer Arngod. – Både Bjarne og jeg var på hold i geografi og naturfag, hvor bornholmeren Bjarne Pedersen slog sine folder. De huskes også med hver sin historie / anekdote.
Og så skal der jo lige nævnes, at Bjarne Nielsen havde linjefag i Hjemkundskab. Det var uhørt på det tidspunkt, hvor kun to mænd arbejdede med ”frikadellesløjd”, mens det modsatte forhold gjorde sig gældende hos Aksel Sørensen i træsløjdlokalet.
Elsker sin have
Kaffen er drukket – nu gælder det så rundvisning i haven og huset. Bjarne er ved at skumme over af begejstring, mens han viser rundt. – Du må komme forbi, når der er gang i det hele, inviterer han, mens han udpeger området med bær. – Når jeg laver brombærsnaps og likør ditto, blander jeg vilde- og kulturbrombær, afslører Bjarne, mens vi fortsætter til valnøddetræet, som gav rigtig god udbytte i 2020.
Haven rummer – ud over adskillige andre vækster, der er velegnede til snapse og likører: Havtorn, slåen, blåbær, boysenbær og hindbær for at nævne nogle – også et lækkert drivhus.