Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, fredag den 19. juli
Hvis det står til en klager og til Esbjerg Kommune, er det slut med en hurtig kop kaffe i Ribes gågade fra Kjældgaards Kaffe.
Sagen er, at der er blevet klaget over Kjældgaards Kaffe’s lille blå forretningsknallert, hvorfra de populære dråber sælges.
Klagen har fået Esbjerg Kommune til at udstede et påbud til Morten Kjældgaard gående ud på, at hans mobile kaffeforretning ikke må stå tættere på en anden kaffe sælgende erhvervsvirksomhed end 150 til 200 meter. Med det antal cafeer, der er i gågaden, er det umuligt at overholde det afstandskrav. Fastholdes kravet, må Kjældgaards Kaffe forlade gågaden.
Morten Kjældgaard undersøger i øjeblikket, om der skulle være nogle muligheder for at drive butikken videre.
– Jeg forstår ikke, at påbuddet er kommet nu. Da vi fik tilladelsen til at drive forretningen for to og et halvt år siden, var der ikke nogen, der nævnte de tal for os. Havde de gjort det, havde vi ikke startet forretningen, siger Morten Kjældgaard.
Han har været rundt og snakke med en del cafe-ejere og andre næringsdrivende i gågaden, og alle har sagt, at det er godt med kaffevognen i gågaden. Flere cafeejere har endda tilbudt, at Kjældgaard kan stå udenfor deres forretning, fordi cafeer og Kjældgaards Kaffe henvender sig til to forskellige slags kunder.
De kunder, der køber kaffen ved Kjældgaard, er de kunder, der gerne vil have en hurtig kop kaffe, og de går alligevel ikke ind og sætter sig på en cafe. Kjældgaards Kaffe er blevet et særdeles populært indslag i gågaden, og ikke mindst turisterne sætter stor pris på den gode kaffe.
– Jeg ringede til kommunen for at høre, hvad det var for noget, og da jeg sagde, at i givet fald ville kommunen lukke for gadesalget og for min forretning, lød svaret blot: så er det jo det, vi må gøre, fortæller Morten Kjældgaard, der fortsætter:
– Jeg fik også at vide, at jeg kunne få aktindsigt og se, hvem klageren er. Men hvad skal jeg bruge det til? Så kan jeg selvfølgelig gå og være sur på vedkommende, men det gider jeg ikke. Jeg synes bare, at hvis nogen var utilfredse eller havde et problem med vores forretning, kunne de jo være kommet og have spurgt, om vi kunne finde en løsning, siger Morten Kjældgaard.
Om der kommer en løsning, så den lille blå kan blive i gågaden, vides ikke i skrivende stund.
På Facebook har sagen medført en lang række kommentarer, der alle er positive stemt overfor Morten Kjældgaard og den lille kaffeforretning.