Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 4. maj 2026

En af Ribes gode og spændende specialbutikker, Kære Børn, lukker, hvis ikke det hen over sommeren lykkes at finde en køber til butikken, der ligger på hjørnet af Saltgade og Seminarievej.

Det fortæller indehaveren af forretningen, Marie Lauritzen, og hun fortæller, at hun under alle omstændigheder starter ophørsudsalg på torsdag.

– Det er bestemt ikke fordi, jeg er træt af butikken. Jeg holder meget af at være her, og jeg er glad for de mange gode og trofaste kunder, jeg har. Dem vil jeg i øvrigt gerne sende en tak, men jeg har haft butikken i ti år og er kommet til et sted i libet, hvor jeg føler, at jeg vil prioritere mind tid på en anden måde.

– Både min mand og jeg arbejder meget. Vi har tre små børn, og derfor vil jeg fremover prioritere familien mere, fortæller Marie Lauritzen.

Hvornår Kære Børn lukker, er endnu ikke endeligt fastlagt.

– Jeg ville jo gerne, om der kom en køber, men under alle omstændigheder bliver jeg ved sommeren over, siger Marie.

Marie Lauritzen startede forretningen på J. Lauritsens plads og flyttede i 2017 til de nuværende lokaler i den ejendom, som Kvickly ejer.

Det gav mere plads og det betød samtidig en udvidelse af varesortimentet der, som navnet siger, henvender sig til forældre og bedsteforældre.

– Jeg prøver ihærdigt at finde en køber, for det gør faktisk ondt, hvis forretningen skal lukke. Jeg synes, det er synd for Ribe, for uden specialforretningerne vil Ribe blive en død by, men omvendt er jeg også nødt til at tage hensyn til mig selv og familien, siger Marie.

Med Maries opsigelse af lejemålet er der for tiden tre lokaler ledige i Kvickly. Ud over Kære Børn gælder det lokale i stuetagen, der tidligere var apotek, samt den gamle bistro på 1. sal.

Direktør Henrik Christensen, Kvickly, fortæller, at der er flere interesserede i lokalerne.

– Allerede inden det blev offentligt kendt, at Marie vil af med Kære Børn, har der været henvendelser på disse lokaler, ligesom der er stor interesse for lokalerne, der før var apotek, siger Henrik Christensen.