Tekst: René Jørgensen, pressefoto
22. juli 2024.

KÆMPETROLD ANKOMMER TIL RIBE KUNSTMUSEUM

Sommerens mange tilbud for børn og voksne i Ribe suppleres nu af en helt særlig gæst: kæmpetrolden Lomme Ulrik. Trolden indtager pladsen foran Ribe Kunstmuseum onsdag den 24. juli og bliver stående til mandag den 19. august.

Lomme Ulrik er skabt af kunstneren Thomas Dambo, hvis kendte og elskede trolde står rundt omkring i hele landet. Lomme Ulrik er over 2 meter høj og vejer knap 500 kilo. I modsætning til Thomas Dambos andre trolde, der står fast, er Lomme Ulrik en rejsende trold. Han rejser landet rundt for at samle lommeuld, Lommeulden vil hans mor bruge til at strikke en trøje til Lomme Ulrik.

Derfor vil Lomme Ulrik gerne have, at man kommer forbi med noget lommeuld til trøjen. Lommeulden kan puttes i det glas, som Lomme Ulrik holder i sin venstre hånd. Kig derfor forbi Ribe Kunstmuseum for at besøge trolden og give ham noget lommeuld.

Lomme Ulrik besøger Ribe Kunstmuseum i anledningen af den familievenlige udstilling KIDS. Udstillingen viser barndommens mange sider gennem nyere og ældre fotografier. Der er børnevenlige aktiviteter i selve udstillingen såvel som i museets kreative atelier, og den 17.-18. august finder den gratis familiefestival KIDS sted på museet og i museumshaven. Festivalen skabes bl.a. i samarbejde med Kulturforeningen Quedens, fortæller Museumsdirektør Anne-Mette Villumsen i en pressemeddelelse.