Tekst: Johnny Tauman Foto: privat
11. november 2024
– Fighten med fisk af den størrelse – på en meter – er eksplosiv og giver et kick af en anden verden, fortæller Brian Clausen og konkluderer: – Så alt i alt en vild fed oplevelse at få lov at prøve.
Han var sammen med sønnen Bastian Bæck Clausen taget på fisketur i den gamle åslynge (Konsortiet Ribe Vesterå), hvor der på dagen – søndag – blev modtaget 11 hug fra gedder.
– Vi fik landet 4 flotte fisk, hvor de 2 af dem var usædvanlig store, fortæller Brian Clausen, der har fisket gedder i mere end 25 år: – Jeg har fanget mange igennem tiden, men aldrig fanget meter gedden.
Til RYK IND RIBE fortæller Brian Clausen, at det blev til to personlige rekorder med meter gedder – ja faktisk fik Bastian landet en gedde på helt eksakt 107 cm. – En fantastisk oplevelse for far og søn!
– Alle fisk blev fanget på poppers – d.v.s .overflade spinnefiskeri, hvor vi imiterer eksempelvis en frø på vej over vandet, oplyser Brian og siger afsluttende: – Alle fisk er genudsat.