Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, mandag den 25. september 2023
Der er mange måder at komme godt ind i et ægteskab på, og ofte gemmer der sig en helt speciel historie bag den måde, brudeparret bliver transporteret fra kirken på.
Således også i lørdags, hvor Ditte Engel og Emil Wind indgik i den hellige ægtestand i Ribe Domkirke.
Begge stammer fra Ribe, og de har kendt hinanden siden folkeskolen. Men først for fire år siden fik de varme følelser for hinanden. De har nu datteren Mille på 10 måneder, og den lille familie bor på Nørremarken.
Da brylluppet blev bestemt i vinters, spurgte parret Emils far, Jes Wind, om de måtte bruge hans kabinescooter, når de skulle fra kirken. Svaret var et ja, og Jes Wind begyndte at planlægge, hvordan kabinescooteren skulle pyntes som brudekaret.
Desværre døde Jes Wind den 1. april, og han kunne således ikke fuldføre pyntningen. Men planerne om kabinescooteren som bryllupskarret blev bevaret, og køretøjet blev behørigt pyntet og et billede af Jes Wind blev sat på scooteren, så han på den måde også var med på turen.