Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 17. august 2022

– Vi har brug for al den hjælp, vi kan få. Vi har brug for pengene til forskning af sygdommen og til støtte for patienter og pårørende.

Ordene kommer fra Kåre Mortensen, Frifelt, der er indsamlingskoordinator for Alzheimer foreningen i Ribe området. Den 24. september har Alzheimer foreningen landsindsamling, og i den forbindelse mangler Kåre Mortensen nogle personer, der vil bruge tre timer fra klokken 11 til 14 som indsamler.

– Vi stemmer ikke dørklokker, for det må vi ikke, men indsamlerne står ved de store supermarkeder som Kvickly, Føtex, Rema 1000, Netto og så videre. Det er femte år, hvor jeg er indsamlingskoordinator, og jeg kan fortælle, at når man står som indsamler er det flinke og rare mennesker, man møder, og man får ofte en hyggelig snak med folk, fortæller Kåre Mortensen.

Han er taknemmelig for den opbakning, foreningen får, og han er ikke mindst glad for den velvilje, han møder ved supermarkederne, når han kommer runt og spørger, om indsamlerne må stå ved deres dør.

– Vi bliver taget rigtig godt i mod, og Kvickly i Ribe har stillet deres tidligere cafeteria til rådighed for os, så vi har et sted at afslutte indsamlingen, fortæller Kåre Mortensen.

– Hvor mange indsamlere skal du buge?

– Så mange, jeg kan få. Jeg vil gerne dække hele Ribe, og jeg vil også gerne, hvis vi kunne sende folk til Egebæk-Hviding, Skærbæk, Gredstedbro og andre steder. Jo flere vi er, jo flere penge kan vi samle ind, og dem er der brug for.

– 89.000 mennesker er ramt af Alzheimer, og tallet er stigende. Derfor er der brug for mange penge til både forskning og støtte. Vi glæder os på vegne af Kræftens Bekæmpelse, når de samler mange penge ind. De har et langt større brand end Alzheimerforeningen, men vi har lige så hårdt brug for pengene, slår Kåre Mortensen fast.

Selv er han med i arbejdet fordi han har en bror, der er ramt af sygdommen, og fordi han som pensionist har tiden til det.

– Vi skal jo have gang i det grå guld, som Kåre Mortensen siger.

De første tegn på Alzheimer er hukommelsessvigt, vanskeligheder med at udføre selv simple opgaver og forvirring, når personen bliver spurgt om noget.

Hvis du kan afse tre timer til formålet den 24. september, kan du ringe til Kåre Mortensen på telefon 51549377.