Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 12. marts 2024

– Det er med frisørfaget som det er at lære at cykle. Når man først har lært det, glemmer man det ikke.

Ordene kommer fra Jytte Feddersen, der nu er startet som kørende frisør med udgangspunkt fra hjemmet i Syrenparken.

Jytte Feddersen har haft en lidt omskiftelig tilværelse rent arbejdsmæssigt siden hun blev uddannet frisør i daværende Salon Heinrich.

– Jeg havde en overgang min egen frisørsalon i Høgsbro, og jeg kan huske, at nogen sagde: det er alt for langt ude til, at det kan holde.

– Men det holdt dog i ti år, fortæller Jytte, der også har haft sin egen pandekagevogn, hvor hun kørte rundt og solgte pandekager med fyld, og i 20 år var hun social- og sundhedshjælper.

– Men nu er jeg vendt tilbage til mit gamle fag, hvor jeg er på Margrethegården fast to dage om ugen, mandag og tirsdag, og ellers kører jeg rundt til kunderne i hele Ribe-området, og skal jeg en tur til Bramming, klarer jeg også det, fortæller Jytte Feddersen over en dejlig cafe latte mens Jytte Feddersen venter på, at manden skal komme hjem med en nyrenoveret gammel postbil, han lige har erhvervet sig som det klenodie, det er.

– Det bliver dog ikke den bil, jeg kommer til at køre rundt i, griner Jytte Feddersen.

Hun klipper og friserer både kvinder og mænd, og hun kan stadig permanente og vandondulere kunderne.

– Vi permanentede rigtig mange kunder, den gang jeg var i lære, så det fik jeg i den grad lært, og der er stadig mange, der gerne vil permanentes. Men der i mod farver jeg ikke. Det kræver en stor investering, og der er ikke mange af mine kunder, der efterspørger det, fortæller Jytte Feddersen.

Pandekagevognen var et kapitel for sig.

– Jeg kørte rundt og solgte pandekager, men helbredet kunne ikke blive ved med at holde. Når jeg stod i den lille vogn, fik jeg altid en voldsom hovedpine, og arme og skuldre gjorde ondt. Så det opgav jeg, og pandekagevognen havnede på Bornholm. Da jeg stoppede, ringede en dame fra Bornholm og spurgte, om hun kunne købe vognen. Det kunne hun, og hun tog turen fra Bornholm til Ribe for at hente vognen.

– Kører den stadig?

– Det ved jeg faktisk ikke, men da damen var startet på øen, blev jeg ringet op af en bornholmer, der ville vide, hvor han kunne købe pandekagerne. Han havde set vognen, hvor mit telefonnummer stadig stod. Det havde køberen glemt at fjerne.

Jytte Feddersen fortæller videre, at de 20 år som social- og sundhedshjælper også blev hårde.

– I starten havde vi tid til lige at sætte os ned og få en snak og en kop kaffe med borgerne, og ofte oplevede jeg, hvor taknemmelig borgerne var, fordi vi tog os tid til det. Men det er der ikke tid til mere, og så var der de skiftende vagter. Nu er jeg vendt tilbage til mit gamle fag. Her bestemmer jeg selv, og det er jeg godt tilfreds med, fortæller Jytte Feddersen.