Tekst Hasse Jørgensen, onsdag den 13. november 2024
JydskeVestkysten og ugeavisen nedlægger rent fysisk deres redaktion i Ribe og flytter den til Esbjerg.
Det sker indenfor et par måneder, hvor aviserne skal være ude af deres lejemål i Saltgadehus.
Chefredaktør Mette Cramon fortæller, at der ikke vil ske ændringer med den journalistik, der laves for Ribe-området.
– Vi sparer nogle mursten i form af husleje, men helt ærligt, så vil jeg hellere spare mursten end medarbejdere, siger Mette Cramon, der samtidig påpeger, at for nogle år siden overgik dækningen af Bramming til Ribe-redaktionen. Og nu flyttes dækningen til Esbjerg, og der er tale om den samme afstand.
– Men rent fysisk flytter I?
– Ja, men der er medarbejdere, der stadig vil kunne arbejde hjemmefra i Ribe, siger Mette Cramon.
JydskeVestkysten og tidligere Vestkysten samt ugeavisen har gennem adskillige årtier været de toneangivende medier i domkirkebyen. Vestkysten og senere JydskeVestkysten, der var en fusion mellem Vestkysten og Jydske tidende, havde i mange år kontor på Torvet i Ribe, hvor der nu er steakhouse. Senere flyttede bladet til Saltgade, hvor redaktionen blev indrettet i det gamle bibliotek på hjørnet af Saltgade og Seminarievej. De sidste år har medierne haft til huse i Saltgadehus, efter bygningen blev rømmet som pengeinstitut.
Det er en kendt sag, at bladbranchen økonomisk er hårdt presset, og at JFM, som selskabet bag JydskeVestkysten og ugeavisen hedder, er igennem en større sparerunde, der både har medført afskedigelser samt nedlæggelse af ubesatte stillinger journalistisk som administrativt.