Tekst og foto Ribe Kunstmuseum. Mandag den 15. juli
Nicolai Abildgaard (1743-1809)
Jupiter vejer menneskenes skæbne, 1793.
Olie på lærres, 129,5 x 108 cm.
Udstillet på museet.
Maleren Nicolai Abildgaard var en af de første elever på det nyoprettede kunstakademi i København. Akademiet blev grundlagt af Frederik den 5., der gerne ville have en dansk kunst. Før kunstakademiet havde det været primært franskmænd, der havde udført kunstopgaver i Danmark – fx billedhuggeren Saby, der udformede rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads.
Abildgaard blev formentligt optaget på akademiet i 1764, og i 1772 drog han til Rom efter at have vundet flere konkurrencer på akademiet. Et femårigt ophold i Rom var præmien.
På dette tidspunkt var kunsten for de få. Den var for dem, der kendte deres mytologi og symboler ud og ind. Ribe Kunstmuseums værk, Jupiter vejer menneskenes skæbne, er et eksempel på et maleri med mange små tegn. Fx holder den store, muskuløse Jupiter en vægt med en urne – menneskenets skæbne – i den ene skål og i den anden hænger et lod udformet som visdommens gudinde Minerva. Der er ligevægt, hvilket fortæller os, at det er vidende, måske oplyste, mennesker, der er tale om.
Der gemmer sig et hav af undertoner i Abildgaards maleri. Her er det ikke blot den menneskelige mytologi, der er god at kend. Abildgaard forholder sig også til sin samtid. Han besøgte Paris på vej hjem til Danmark i 1777, og i 1793 maler han Jupiter vejer menneskenes skæbne. Ind i mellem har Den franske Revolution fundet sted. De dominerende farver i kunstmuseets maleri udgøres af den blå himmel, de hvide skyer og den hvide stråleglans bag Jupiter samt af hans røde klæde. I 1790’erne gav blå, hvid og rød stærke associationer til revolutionens flag – tricoloren. I 1793, hvor Abildgaard malede sit billede, var det endnu ikke et nationalflag, men et symbol på samfundsomvæltning og oplysning. Kunne farvevalget mon være en måde at kommentere samfundet på – pakket ind som en romersk mytologisk fortælling, og derved ikke støde for mange?