Tekst: Renè Jørgensen, privatfoto
17. maj 2026.
Juniorpiger fra Ribe hentede bronze efter nervepirrende finale i Randers
Der var både søvn i øjnene og sommerfugle i maven, da ni juniorgymnaster fra Ribe Gymnastikforenings TeamGym-afdeling tidligt lørdag morgen satte kursen mod Randers Arena. Målet var klart: at forbedre den femteplads, holdet sikrede sig ved første runde på hjemmebane i Ribe den 28. marts.
Allerede klokken 04.00 gik turen nordpå, og efter et par timers kørsel, omklædning og opvarmning var pigerne klar til konkurrencestart klokken 09.00. Inden dagens konkurrencer begyndte, var endnu et hold blevet tilføjet rækken, og Ribe-pigerne lå derfor samlet nummer seks.
Det skulle dog hurtigt ændre sig.
Holdet lagde stærkt fra land i trampet, hvor gymnasterne leverede en imponerende serie og hentede hele 13,000 point. Derefter ventede rytmeserien – en disciplin, som ofte kan være udfordrende – men her leverede pigerne deres hidtil bedste præstation med 10,027 point. Det er den højeste rytmescore, et hold fra Ribe hidtil har opnået.
Til sidst gjaldt det banen, hvor gymnasterne endnu en gang imponerede dommerne. Med 10,350 point sikrede Ribe-holdet sig også dagens højeste score i disciplinen.
Herefter begyndte den lange ventetid.
Fra sidelinjen fulgte både gymnaster, trænere og forældre spændt med, mens pointene blev offentliggjort i hallen. Da det stod klart, at Ribe havde kæmpet sig til bronzemedaljerne, brød jubelen løs blandt pigerne, mens forældreholdet kvitterede med store klapsalver.
Efter konkurrencen satte træner Kristian Eriksen ord på dagens oplevelser.
– Det er lidt af en eventyrhistorie. Først en glemt elastik, som heldigvis hurtigt kunne klares, og så opdager man to timer før konkurrencestart, at en dragt er glemt hjemme i Ribe. Det gav lidt ekstra puls fra morgenstunden, sagde han med et smil.
Han sendte samtidig en stor tak til forældrene, som hurtigt organiserede transporten af dragten fra Ribe til Randers.
Trods de små udfordringer undervejs var stoltheden over holdets præstation ikke til at tage fejl af.
– Pigerne har kæmpet helt fantastisk og leveret karakterer, som både trænere, gymnaster og ja, selv nogle forældre blev rørt over. Det er en fuldt fortjent tredjeplads, lød det fra Kristian Eriksen.
Juniorholdet fra Ribe Gymnastikforening bestod af Isabel, Kathrine, Laura, Andrea, Maja Marie, Mille, Freya, Celina og Ellen. Med på sidelinjen var trænerne Freja L., Freja N., Karoline, Anna, Jørn og Kristian, som alle kunne fejre bronzemedaljerne sammen med pigerne efter en dramatisk og vellykket konkurrencedag.






































































