Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, lørdag den 4. juli 2026

Big Band Ribe har føjet endnu en dimension til det i forvejen særdeles fine musikalske stade, bandet har. Det er sket i og med, at Ribe-pigen Julie Kamp er blevet et fast medlem af bandet.

Flere, der følger bandet, har hørt Julie Kamp sammen med bandet. Sidst var det ved den fornemme familiekoncert i anlægget bag Bostons Gård, hvor Julie Kamps store stemme gjorde sig godt sammen med bandet og sideløbende med den efterhånden mangeårige crooner, Terkel Michelsen.

Julie Kamps store sangstemme har efterhånden kunnet høres i mange forskellige sammenhænge.

Hun startede sangkarrieren i Ribe i domkirkens ungdoms- og kirkekor og kom med i rockkoret, der blev ledet af Poul Kristensen, der i dag er saxofonist i Big Band Ribe.

Da Julie flyttede til København, hvor hun boede i 15 år, sang hun i gospelkor, men da arbejdet krævede flere timer og der kom børn til, blev sangen lagt lidt på hylden.

– Jeg har sunget lidt ved festlige lejligheder, men ellers er det ikke blevet til meget, indtil Terkel inviterede mig ind i bandet sidste år. Vi kendte hinanden tilbage fra 1996, hvor han og jeg sang i TV-udsendelsen Bydysten.

I dag er Julie, der er datter af bibliotekar Bente Brund og læge Leif Kamp, ansat som jurist i LEGO Koncernen og bosiddende i Ribe.

– Det er klart, at når nu du er medlem af Big Band Ribe, kan du lide den slags musik. Men hvilken musik foretrækker du?

– Jeg kan lide det meste. Bare der er en god melodi med en god energi, lyder det fra Julie Kamp.