Tekst & Foto: Johnny Tauman
3. december 2020

Der er 55 dage mellem optagelserne i Gartneriet.

Julestjernerne blomstrer nu indbydende med en flot rød farve – og sælges i den kommende tid for 30 kr pr stk. – Ja, og så kan du få to for en halvtredser, lyder det fra en smilende Aksel, mens han fremviser et flot eksemplar.

I det store drivhus, som beskæftigelsen Gartneriet driver på Pile Allé 2, er der to slags julestjerner. Den hvide type og den røde.
– Vi har kun få hvide tilbage, fortæller den 43 årige Aksel fra Bramming, der skal videre med dagens arbejde – efter dog først at have fortalt om den automatiske vanding.
– Men der er endnu mange røde julestjerner tilbage af de 1600, vi har passet og plejet.

Det summer af aktivitet i værkstedsområdet, hvor der kreeres den ene flotte dekoration efter den anden. Lone husker godt RYK IND RIBEs besøg i oktober – og spørger igen ind til hemmeligheden med den fløjtende papegøje: – Husk, at du ikke må fortælle de andre herude, at Jakob kun fløjter, når han fodres, lyder det mens gran og kogler sirligt placeres omkring et stearinlys.

På vej hjem viser Aksel, hvorfor han ikke kunne snakke længere: – Jeg er ved at gøre afklippede grangrene klar til salg.