Tekst: Renè Jørgensen, AI-genereret visualisering: Museum Vest
25. november 2025.
Julestemning og nye oplevelser på Museet Ribes Vikinger
Denne vinter byder Museet Ribes Vikinger på hygge, historie og aktiviteter for hele familien. Både små og store gæster kan glæde sig til kreative juleoplevelser, nissejagt i udstillingerne og et kig ind i fremtidens store satsning for børn – det sanselige oplevelsesunivers Riberødder, som åbner i 2026.
Lav dit eget julelys med museumsvikingen
Fra lørdag den 29. november og hver lørdag frem til jul kan børn og voksne prøve kræfter med lysrulning i bivoks sammen med museumsvikingen Jens. I hans værksted kan I hygge jer i varmen, mens han fortæller om lys, jul og hverdagslivet i vikingetiden.
Pris: 40 kr. (kun for museumsgæster)
Tidspunkt: kl. 10–14
Datoer: 29. november, 6. december, 13. december, 20. december
Bemærk: Der er begrænset antal pladser. Billetter købes i billetsalget på dagen.
Nissejagt for hele familien
Nisserne har indtaget museet, og børnene kan gå på opdagelse efter deres små skjulte hjem. Hver uge trækkes der lod om en bamse blandt alle, der har fundet nisserne.
Periode: 29. november – 4. januar
Pris: Gratis for museumsgæster
Riberødder – et nyt oplevelsesunivers fra 2026
Til påsken 2026 åbner Museet Ribes Vikinger dørene til Riberødder – børnenes vikingeby. Det bliver et sanseligt og interaktivt univers, hvor børn kan lege sig gennem vikingetidens Ribe. Her møder man alt fra vuggende skibe og handelsgader til værksteder, lyde og dufte, der bringer livet i Danmarks ældste by tættere på end nogensinde.
Oplevelsesuniverset bygger på museets arkæologiske fund og viden, omsat til bygninger, udklædningstøj og rekvisitter, som børnene må lege med. Projektet realiseres med støtte fra en række fonde, blandt andre Augustinus Fonden og Kronprinsparrets Fond.
Gæster, der vil følge udviklingen, kan tilmelde sig Museum Vests nyhedsbrev og følge museet på Facebook og Instagram.
Med kreative juleaktiviteter, hyggelig nissejagt og udsigten til et stort nyt børneunivers er der masser at glæde sig til på Museet Ribes Vikinger denne sæson.











































































