Tekst: Peter Holm Lindgaard
Foto: Hasse Jørgensen

Julens gudstjenester på DR optages i Ribe

Hvis man er til tv-gudstjenester i julen og nytåret og måske synes præsten virker bekendt – omgivelserne ligeså, er det nok ikke så mærkeligt. Danmarks Radio har besluttet at jule- og nytårsgudstjenesterne i år skal sendes fra Ribe Domkirke. Og selvom der stadig er flere måneder til, at jul og nytår for alvor skal fejres, bliver der de kommende måneder travlt med forberedelserne.

Det er ingen hemmelighed, at udsendelserne ikke sendes direkte (live). Udsendelserne optages forskudt. Derfor må kirkegængerne i år forberede sig på, at synge julen ind et par uger, før det for alvor går løs. Til gengæld kan man genopleve gudstjenesten, når den udsendes i juledagene. Tirsdag og onsdag den 28.-29. november optager DR i alt 4 gudstjenester i domkirken. Optagelserne gennemføres sidst på dagen.

Danmarks Radios gudstjenester sendes 3. søndag i Advent, Juleaftensdag, Juledag og Nytårsaften efter midnat. De forskudte optagelser skal selvfølgelig tilpasses til højtiderne. Kirken skal pyntes, vi skal høre julebudskabet, og så skal vi selvfølgelig synge nogle dejlige julesalmer og høre noget fantastisk musik.

Ribes berømte domkirke og dygtige forkyndere står klar. Sammen med kirkegængerne skal alle nok sørge for, at Ribes gode julestemning breder sig ud til seerne i hele landet.