Tekst og foto: Renè Jørgensen
22. december 2024.
Juleoptoget 2024 blev set af mange
Vejrguderne havde varslet nedbør kl. 13.50, kort før juleoptoget skulle starte, men det var nu ikke til at se i gågaden, hvor mange i god tid havde fundet sig en god plads til at stå, så udsynet til optoget var helt i orden. Med hatten trukket godt ned over ørerne og en kop varm gløgg fra juleboderne skulle det nok gå.
Selv om nogle børn råbte på julemanden, måtte de vente, indtil optoget startede – og der var da heller ikke mindre end to julemænd med, som kunne smide flødekarameller ud til de ventende børn.
Optoget, der startede fra Føtex kl. 14.00, blev overværet af mange, og med Ribes Vægtere i front gik turen gennem gågaden, rundt om domkirken og tilbage til Føtex. Der var festligt klædte ryttere, nissepiger på heste og Shetlandsponyer, hestevognskørsel, Knallertklubben R.K.I. og god musik fra Wunderwear Vejen samt Sønderjyske Pigegarde fra Rødding.
Det store optog bestod desuden af politikorpset, Drakomir, Sdr. Hygum Hjemstavnsgård og, traditionen tro, den gamle røde brandbil, ført af Kevis Otto. Også december måneds store succes for børnene – nemlig Futte, det lille juletog – var med, og det er nok blevet til mange ture i det populære tog, med Jonas fra Ribe Camping bag rattet.
Fotos fra dagens optog: