Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, fredag den 28. november 2025

Det summede stille af liv, da julehytterne i Ribe åbnede fredag kl. 12.00 og markerede starten på julen 2025. Tilslutningen bar naturligt præg af det tidlige tidspunkt på dagen, men der var alligevel godt med mennesker på torvet.

Julemarkedet har en ideel placering på torvet i Ribes middelalderkerne mellem Domkirken, Weis Stue, Hotel Dagmar og ikke mindst Porsborgs Palæ. Her emmer der af god stemning og julehygge med summen af mennesker og den blandede duft fra hytternes udskænkningssteder, hvor et væld af delikatesser og varme drikke hjælper mod kulden – især de brændte mandler og glühwein er populære i juletiden.

(Artiklen fortsættes under billederne)

Hos Santa Klaus serveres alskens specialiteter og især gode, hjemmekomponerede drikke som rom og glühwein. Ryk Ind Ribes udsendte blev budt på smagsprøver, og det smagte himmelsk – især rommen smeltede på tungen. Klaus Barckmann, også kendt som Santa Klaus, fortalte om sine fremgangsmåder i komponeringen af de liflige dråber, mens kunderne allerede strømmede til. En anelse mere opløftet end før begav Deres udsendte sig videre til en bod med julepynt.

Her stod Marguerita (Malgorzata) Martinussen, som oprindelig kommer fra Polen. Hendes mand, Aksel Martinussen, tidligere pølsemand, sælger pølser fra Dagmars pavillon, som Hotel Dagmar har stillet til rådighed.

– Det er fjerde gang, vi er på julemarkedet i Ribe, fortæller Marguerita, – vi kommer mest for den hyggelige stemning, der er her, både blandt de besøgende og de andre folk i boderne. – For os er det ligeså meget hygge som indtjening, supplerer Aksel.

Parret, der kommer fra Tarm, fortæller, at de er i Polen, hvor Marguerita kommer fra, et par gange om året,  Her produceres deres varer, og turene er en del af den oplevelse, det er at være på julemarkedet i Ribe. Det er en helhedsoplevelse.

– Det er næsten mere for hyggens skyld end for indtjeningen, og det bringer os i et dejligt julehumør, afslutter parret, mens de vinker på gensyn.

Ribes julehytter er blevet en meget populær attraktion for både ribeborgere og gæster udefra. Her kan man opleve et hyggeligt udvalg af hjemmestrik, håndlavet brugskunst, juledekorationer og julepynt. Boderne byder – ud over julens drikke – på klassiske julegodter som klejner, æbleskiver og brændte mandler. Derudover finder man lokale specialiteter som chokolade, keramik, tekstiler, smykker og souvenirs samt kunst og håndværk fra små, lokale producenter.

Julehytterne holder åbent gennem alle fire adventsweekender, hvor besøgende kan nyde julestemningen fredage kl. 12.00–17.30 samt lørdage og søndage kl. 10.00–16.00. Årets åbningsdage er:
• 28.–30. november
• 5.–7. december
• 12.–14. december
• 19.–21. december

Med andre ord er der rige muligheder for at opleve Ribe i fuldt julelys hele december. Det skal bemærkes, at flere af hytterne, hvor der serveres æbleskiver og glühwein, holder åbent dagligt, mens andre er åbne i weekenderne.