Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 28. november.
”Jeg glæder mig i denne tid; nu falder julesneen hvid, så ved jeg julen kommer”.
Sådan indledes Peters Jul, og julesne var stort set det eneste, der manglede, da udvalget bag Peters Jul i Ribe lørdag eftermiddag tog hul på julemåneden i Ribe, hvor ikke alene byen er pyntet smukt op, men hvor også de handlende står parate med rigtig mange gode julegaver til rimelige priser.
Oprindeligt markeres Peters Jul i hele byen, men i disse corona-tider er stort set alle arrangementer henlagt til Ribehallen, hvor der i den kommende måned vil være flere arrangementer for børn og barnlige sjæle, der gerne vil underholdes en times tid.
Og god underholdning var der nok af denne lørdag eftermiddag, hvor der var lirekassemusik, oplæsning af Peters far og fortælling om “gamle dage”, hvor hverken iPhone eller iPad fandtes. Og Krag Møller Band sørgede for at levere de rigtig gode, gamle og kendte julemelodier i velklingende toner.
Alt mens det foregik på scenen, kunne selve julemanden i ophøjet ro iagttage sceneriet fra sin gyngestol, mens han flittigt vinkede til de mange børn, som han grundet corona ikke kunne komme i nærmere kontakt med.
Børnene havde på indgangsbilletten fået en godtepose og en sodavand, mens de voksne ledsagere også fik en forfriskning.
Og vi kan fortælle, at der er rift om billetterne til de kommende arrangementer, så hvis du vil være med til et hyggeligt julearrangement i Ribehallen i december, skal du købe billetten på billetnet.dk.

Om det var nissehuerne, der gjorde det, skal være usagt, men Krag Møller Band leverede rigtig god julemusik










































































