Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 30. november

Det var lige, som det skulle være.

Hundredvis af børn og voksne var stimlet sammen på Torvet i den hyggelige juleby Ribe fredag eftermiddag, og da børnene i kor havde råbt ”Julemand, julemand” viste han sig endelig i det øverste vindue på Hotel Dagmar for at hilse god morgen til de mange børn og voksne, der ventede. For der har julemanden nemlig sovet lige siden sidste jul.

Og han fik lov at tage nisserne med ned, da han fortalte, at det var dem, der havde flødekaramellerne.

Vel nede på jorden kæmpede julemanden sig frem gennem menneskemængden til det store juletræ på Torvet, og det lykkedes ham at få det flotte træ tændt ved første forsøg.

Alt i mens spillede nisseorkestret de muntre julemelodier, og i boderne blev der handlet, hvis det ellers var til at komme til for folk.

Vejret artede sig nogenlunde. Der var ikke meget vind, og regnen blev væk. Men lidt sne havde nu ikke gjort noget på denne stemningsfulde eftermiddag.