Tekst & Foto: Johnny Tauman
29. oktober 2020

Ribes julemænd – Niels Peter Madsen og Johannes Madsen havde netop drukket kaffe sammen – og med afsæt i en lille julemand til årets juletræ og dekorationer drøftet hvilket værnemiddel, der er det bedste, da RYK IND RIBE kom forbi. – Jeg foretrækker at benytte mundbind som figuren, fortæller Johannes Madsen, der så småt begynder at gøre sig klar til sin 39. sæson som julemand.

Mundbind frem for visir

Johannes var frisk til at dokumentere, hvordan han tænker at overholde myndighedernes krav om mundbind i butikkerne. – Jeg vil gerne slå fast, at det er børnenes jul og julemand, og derfor skal han ikke gemmes bag et visir, kommer det bestemt fra Johannes, som godt kan se udfordringer i forhold til det nuværende forsamlingsmaksimum på 10 samt afstandskravet på 1-2 meter. Børnene plejer jo at ville røre julemanden – i hvert fald de modigste.

Derfor vil det blive en anderledes julemåned – og hvordan julemanden skal vækkes og lyset tændes i juletræet på Torvet, tør Johannes ikke forudse på nuværende tidspunkt.
Heller ikke hans rundtur til børnefamilier juleaften bliver som tidligere – han kan jo ikke risikere at være smittebærer til 15 familier og levere pakke med teleskoprør.
Og så er der jo lige flødekaramellerne – skal de pakkes 2 og 2 i små plastikposer ved en steril håndtering for ikke at tale om strømperne, der normalt hænger rundt i flere butikker.

Helbredet har det godt

Når det så er sagt fra en ”kriseramt julemand”, så går det rigtig godt med Johannes´ helbred. – Jeg færdes nu frit rundt i byen, har små jobs som coronavagt ved idrætsforeningens hjemmekampe i 3. division damer mfl. – Der må kun komme 57 tilskuere ind til kampene pga. COVID-19 – og det klar vi med et klemmesystem, smiler Johannes, der har levet i en hal siden 1974: – Og det er et nemt job, for der kommer normalt kun 40 tilskuere. Kun et par gange, har jeg måttet afvise tilskuere, da alle klemmer var i brug.