Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 29. november

Der har længe været tvivl om, hvor julemanden i virkeligheden bor.

Danskerne mener, at hans bopæl er på Grønland. Finnerne mener, at han bor i Finland, og sådan er der mange lande, der har en forskellig opfattelse af, hvor den rare mand i virkeligheden har bopæl.

Men vi kan afsløre, at han bor i Sønderportsgade 39. Her har Niels Peder Madsen og fru Betty indrettet en fantastisk julestue i ejendommens gård ikke mindst med støtte fra datteren Fie, der er kommet med masser af juleting.  Og her er dagplejemødre og børneinstitutioner velkomne med deres børn, så de selv kan hilse på julemanden.

Både på facadens ejendom og i gården er der for alvor pyntet op til jul blandt andet med halmballer, som børnene kan sidde på, når de hører julemanden fortælle. Desuden er der her masser af julepynt og stemning.

Og vi kan hilse og sige, at det er en corona venlig julemand, vi taler om. For når han snakker med børnene, sidder han bag glas.

– Men det gør ikke noget, for jeg kan sagtens få børnene til at lytte. Når julemanden taler, er der ro, fortæller Niels P. Madsen, mens han sidder ved siden af pejsen og en stor skål risengrød og demonstrerer de to talende Rudolf’er, som også hører med til juleudsmykningen.

Og med hensyn til det corona-venlige, påpeger Niels P. Madsen, at når det er en dagplejemor med hendes børn, der kommer, er børnene jo vant til at være samme, og det samme er tilfældet, når det er en stue fra en børnehave, der dukker op. Så smittefaren er minimal.

Det er tredje sæson, Madsen ”kører” julestuen på, og det hele startede med, at en dagplejemor i området spurgte, om de ikke i fællesskab kunne lave noget for børnene. Og det er nu endt i en fantastisk julestue midt inde i Ribe til glæde for børnene.

Julemanden plantet med sin store ske ved et fad risengrød og pejsen

Den fint pyntede gårdhave

Skiltet, der fortæller, at her bor julemanden