Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 29. november
Hvis du nogen sinde har været i tvivl om, hvor julemanden bor, kan vi give dig svaret her: han bor i Sønderportsgade i nummer 39.
Om han er flyttet hertil fra Grønland, tja det må du spørge ham om, hvis du besøger ham.
For besøge ham kan du. Niels Peter Madsen og hustruen Betty har indrettet deres gårdhave til en rigtig hyggelig julestue, og her er ikke mindst børn meget velkomne til at komme og hilse på julemanden. Selv sidder han i havestuen, så en glasvæg adskiller julemand og de besøgende. Dermed er corona-sikkerheden også på plads.
– Min tanke er, at når julemanden ikke kan komme så meget ud i byen som normalt, skal børnene og andre have mulighed for at komme hjem til julemanden og hilse på. Så vi har lagt nogle halmballer i gården, som børnene og andre kan sidde på, mens de snakker med julemanden og hører ham fortælle, siger Niels Peter Madsen.
Han vil nu sætte et skilt op med tidspunkter, hvor julemanden er hjemme, og ellers kan de, der ønsker at besøge ham, ringe i forvejen for at være sikker på, at han ikke er ude med kanen og rensdyrene.









































































