Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 29. november 2022

Når man går gennem Sønderportsgade i Ribe og passerer ejendommen med husnummeret 39, er der ingen tvivl om, hvor julemanden i Ribe bor.

Husets facade er dækket med juleguirlander og julelys, og på fortovet ligger der adskillige bundter af pyntegrønt, som er til salg.

Inden for porten er gården og en tilstødende havestue omdannet til en sand julestue med udsmykning og dekorationer over alt.

Her tager julemanden i skikkelse af Niels Peter Madsen i mod iklædt den traditionelle julemandsdragt i form af langt skæg, stor, rød kåbe, rigtige træsko og nissehue, mens skålen med risengrøden står ved siden af, og der er ild i pejsen.

Og her kommer dagplejemødre med børn og andre i løbet af december for at se og høre julemanden. Mens børnene sidder på halmballer i gården og kan iagttage den flotte udstilling med flere figurer, der kan spille julesange og i øvrigt give lyd, fortæller julemanden om julens traditioner og læser et kapitel fra Peters Jul.

– Og det hele varer et kvarters tid, fortæller julemanden alias Niels Peter Madsen, der også ind i mellem er julemand i Ribes gader, når Johannes Madsen er forhindret.

Hvor har du fået ideen til denne julestue fra?

– Det var oprindeligt vores datter Fie, der fik den. Da vi flyttede fra Harevej og ind i Sønderportsgade, sagde Fie, at den gård skulle vi da udnytte.

– Som sagt så gjort. Fie sørger for udsmykningen både til halloween og til jul, og jeg er så julemanden, der fortæller om julen og læser højt, forklarer Niels Peter Madsen, der sammen med hustruen Betty nyder december og de mange børns besøg.