Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 18. dec.
Nu er der kun at vente og se, om ønskerne går i opfyldelse.
For julemanden stod denne tirsdag eftermiddag foran Ribe Boligforenings kontor på Tangevej og samlede ønskesedler ind fra de børn, der bor i boligforeningen. Og der var mange, der benyttede sig af lejligheden til at aflevere sedlen til den kære mand.
Det var et nyt initiativ, som boligforeningen havde taget, og bag julemandens store skæg og røde dragt gemte Ronald Staal sig. Officielt stoppede han for tre år siden med at være julemand efter at have optrådt som sådan i mere end 30 år og som tryllekunstner i godt 40 år.
Selv om Ronald Staal er pensioneret julemand, kan han ikke helt undvære de glade børn og voksne, og derfor tager han af og til stadig julemandsdragten på.
Og hvis ikke han kan opfylde børnenes mange ønsker, er der dog en af de, der afleverede en ønskeseddel i går, som er heldig. De, der afleverede en ønskeseddel, deltager i en konkurrence om at få tryllekunstneren Ronald Staal ud til deres næste fødselsdagsfest.










































































