Af sognepræst Uffe Vestergaard, Vejrup-Vester Nykirke
15. december 2019.
Julehilsen til ”Ryk Ind Ribe”.
Hvor går julen hen i år? – Den går vel hen, hvor den plejer! Ganske vist kan nogle finde på at hævde, at ”Plejer” er død. Men vel er han da ej, i hvert fald ikke når det kommer til julen. For den skal for de flestes vedkommende være som den ’plejer’.
Det er det, der gør det så let at holde jul. Det er sådan set bare at åbne pungen og slippe Dankort, Visakort, Masterkortet og Mobil-pay løs – alle de steder, der som en slags prostituerede falbyder sig med alt fra de dyreste mærkevarer, til legetøj, modetøj, gås, and og gris – sølende sovs, skinke, krydderfedt, pølse, sild, leverpostej, sylte, surrib, sennep og risalamande. Og når pung og kort tømt – vi taler på landsplan omkring 14-15 milliarder kroner – så er man klar til at holde jul, samle familien, og måske til og med gå en tur i kirke. Og det er bestemt altid skønt, også for en gammel præst, når kirken juleaften er fyldt til bristepunktet, når det på den måde også er som det ’plejer’.
Så derfor en hyldest til ”Plejer”, som tilsvarende kan betegnes med ordet ”tradition”, altså ’overlevering’, at man gør tingene, som de også førhen og tidligere er blevet gjort, dog for julens vedkommende helst med lidt flere kroner i omsætning, end året før, for ellers jamrer de jo derude i handelsstanden.
Men det er vigtigt at holde fast i både ”Plejer” og traditionen, for hermed understreges for enhver, som deltager i julen – forbrugsræs eller ej – at vi tilhører den samme kristne kultur, hvis historiske virkning er den frihed, som vi alle samme lever med i hverdagen. Det er slet ikke småting, der er affødt af den kristne kultur: – frihed, demokrati, menneskerettigheder, tolerance, kollektiv velfærd. – Ikke at disse samfundsfænomener i sig selv er udtryk for kristendom, men de er stadigvæk en historisk følgevirkning, som de færreste vil være foruden.
Selvfølgelig er kernen i julen, at vi fejrer og markerer, at Guds søn kom til verden – som det lille Jesusbarn – i den kolde nat i Betlehem, og at med troen herpå følger visheden om Vorherres følgeskab i både liv og død. Hvordan vi så hver især lever med denne tro – stor eller lille, eller måske slet ingen ting – tilsyneladende – eller som et forråd, som der i visse situationer alligevel kan trækkes på, det er på alle måder individuelt, og kan heldigvis ikke måles. Det er og bliver en sag mellem den enkelte og Vorherre.
Men ”Plejer” og traditionen sætter en ramme, som holder sammen på det hele. Det er lidt på samme måde som med dåben, som tilsvarende binder sammen i både det kristne og det kulturelle fællesskab. Det er yderst sjældent her på egnen, at nyfødte børn ikke bliver døbt. Så også her lever traditionen i bedste velgående – til styrke i både liv og død – og til styrke for den kultur og den frihed, som er overdraget os fra fortidens generationer.
Så, nej, ”Plejer” skal man ikke kimse ad. Men derfor kan man jo sagtens ind i mellem afvige. For der er jo ikke nogen – bortset fra handelsstandens kombattanter – der kræver at julen absolut skal koste en bondegård. Sidste år ville omstændighederne for min del, at der ikke var børn hjemme til juleaften, og at Lotte skulle arbejde. Så i stedet for at sidde for mig selv, så tog jeg til julemiddag hos Kirkens Korshær i Esbjerg, hvor vi sang et par salmer, talte lidt om julen – og efterfølgende sludrede en hel masse med hinanden, og havde det hamrende hyggeligt. – Det var for mit vedkommende bestemt ikke som det ’plejer’. Men det var det for brugerne af varmestuen i Exnersgade – og for de frivillige, der gav en hånd med. Traditionen var lige så levende som alle andre steder: – salmerne, fællesskabet om julens betydning – og gaverne, som imidlertid ikke talte og tæller med, når julehandlen ellers gøres op i kroner og ører. For hos Kirkens Korshær er det gaver af hjertet, frivillige bidrag og donationer – godt og brugbart, varmt tøj, skænket af private til det gode formål, gaver fra den, som har overflod – til den, som intet ejer.
Det er samfundets allersvageste, der kommer på varmestuerne hos Kirkens Korshær – og masser af andre tilsvarende steder rundt i kongeriget. Det er på mange måde de glemte, dem som der ikke er stemmer i, dem som burde stå forrest, når vi taler velfærdssamfund, men som alligevel ender bagerst i køen – eller slet ikke kommer med i køen, fordi vi andre vil først til fadet.
Men ”Plejer” og traditionen lever også i varmestuerne, blandt de ensomme, de hjemløse – præcis som alle andre steder i denne tid – og som et udtryk for det fællesskab, som vi har med hinanden – funderet i den Guds søn, som kom til verden julenat – og som er forudsætningen for det samfund, som vi lever i.
Vi er på den måde en del af et fællesskab, som rækker ud over den nærmeste familie og de gode venner. Så hvis man ønsker at tage julen alvorlig, så har vi altid en forpligtelse overfor den, som er svagere end os selv, pligt til at hjælpe, pligt til at give en hånd med, pligt til at give en kærv, og der er altid brug for hjælp.
Glædelig jul til alle – og brug bare løs af milliarderne, det er slet ikke det – blot vi husker dét, som vi ’plejer’, at holde traditionen i hævd – og herunder være opmærksomme på alle, der har brug for vores hjælp – at meningen med fænomenet ’julegaver’ – ikke alene er rettet mod den nærmeste familie. Vort fællesskab er større end som så.
