Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 19. december
Selv om corona har ændret masser af ting det sidste ¾ år og ikke mindst nu igen i december med yderligere nedlukning, er julehandlen godt i gang i Ribe, og meget tyder på, at ikke alene de lokale men også danske turister følger opfordringen om at slutte op om de lokale forretningsdrivende..
Selv om mange udenlandske turister savnes i bybilledet, er der fortsat mange folk både på gaden og i butikkerne, og indkøbsposer viser, at der også bliver handlet. Det viste en spadseretur gennem gågaden denne lørdag eftermiddag, hvor solen for en gangs skyld skinnede fra en skyfri himmel og vidnede om, at lysere tider bogstaveligt talt er på vej.
Som en kunde sagde: – Det er da godt, at Ribe ikke er et storcenter, som også skulle lukke.
Mens der i forretningerne meldes om god handel, kunne både Klaus Barckmann, der driver udsalget af glühwein/gløgg m.m. fra Torvet, og juletræshandler Anker Andsbjerg også melde om godt salg.
Klaus Barckmann bliver ved med at sælge sine forfriskninger til og med den 23. december.
– Selvfølgelig savner vi de mange turister, der normalt lejer sig ind i sommerhusene for at holde jul og som kommer forbi Ribe for at gøre en god julehandel. Men det er dejligt at se, at der er mennesker i byen, og jeg har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger fra kunder, der synes, det er dejligt, vi er her på Torvet med vores bod.
– Meningen var, at det skulle være sådan et uformelt mødested, hvor man kunne nyde et glas og sludre sammen uden at tage jakken af, og det er det blevet. Så konceptet må jo være rigtigt, lyder det fra Klaus Barckmann.
Og Anker Andsbjerg kan glæde sig over et rigtigt godt salg af juletræer: – Det går rigtig godt. Jeg fik nye forsyninger både i dag og i går, og nu er der kun få træer tilbage. De skal nok blive solgt i de kommende dage.

Der var mange aktiviteter i Ribe denne lørdag med gademusikant, juletræssalg og salg af forfriskninger mens corona-reglerne blev overholdt, og det blev opfordret til at holde til højre









































































