Tekst Hasse Jørgensen, lørdag den 19. december

Det kunne være gået rigtig galt, da en juledekoration lørdag eftermiddag gav anledning til en mindre brand i et Hus i Egebæk-Hviding.

Husets ejere var ikke hjemme, da de over mobiltelefonen, der er sluttet til husets alarm, fik besked om, at noget var galt.

Husejerne fik alarmeret noget familie, der bor meget tæt på, og familien kunne konstatere, at der var ild i juledekorationen og at der var røg i huset.

Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe blev alarmeret, men de tilkaldte familiemedlemmer fik slukket ilden og brandfolkene kunne nøjes med at ventilere huset samt tilkalde skadeservice, der sørgede for at rengøre huset.