Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 12. oktober 2023

Julebelysningen i Ribe er reddet.

På Ribe Handelsstandsforenings generalforsamling torsdag aften stemte 37 af de fremmødte medlemmer for det budgetforslag, som giver et driftsunderskud på 100.000 kroner og skærer ned på marketingsudgifterne, men som til gengæld sikrer julebelysningen.

Ingen stemte mod forslaget.

Spørgsmålet om julebelysning eller ej fyldte godt i formanden, Keld Vestergaards beretning, og det gav efterfølgende anledning til en lang debat med mange forslag til, hvordan pengene fremover skal skaffes til julebelysningen.

Meget at arbejde videre med

Efter generalforsamlingen konkluderede Keld Vestergaard: – Bestyrelsen sætter sig nu sammen og drøfter de mange, gode input, vi har fået. Og der var virkeligt mange.

– Vi kan kun konstatere, at Ribe igen rykker sammen i bussen, når det gælder. Vi står med et godt udgangspunkt. Vi er glade og tilfredse med aftenen. Der er mange gode ting at arbejde videre med, sagde Keld Vestergaard.

Allerede inden generalforsamlingen har direktør Peter Laursen været ude med en melding om, at han gerne vil hjælpe til med et tilskud til julebelysningen, og i sin beretning sagde Keld Vestergaard bl.a., at der er flere af Tordenskjolds soldater, som han benævnte dem – nemlig de, der altid går foran, når der skal støttes – som har henvendt sig med tilbud om hjælp til julebelysningen.

Saver grenen over

Problemet er, at der i år er et underskud på 187.830 kroner i regnskabet, og hvis der næste år skal være et underskud på yderligere 100.000 kroner, kommer egenkapitalen ned på 15.000 kroner plus en udviklingsfond på 300.000 kr.

– Vi er ved at save den gren over, som vi selv sidder på, og stykket, der holder grenen, er ikke tyk længere, lød det fra formanden.

Han fortalte, at Esbjerg Kommune var søgt om et tilskud på 750.000 kroner, men foreningen fik kun de 300.000 kroner, som blev bevilget sidste år.

– Man kan spørge: hvad er 750.000 kroner? Det er det, kommunen giver til Esbjerg Festuge, sagde formanden.

Også næstformand Claus Pedersen var indigneret over kommunens holdning og fandt, at det ikke kan være rimeligt, at der skal gås tiggergang, og at det er de samme mennesker, der skal støtte hver gang.

Som det blev sagt, giver det ikke ro i regnskaberne at skulle gå tiggergang, og foreningen kan ikke budgettere med de frivillige bidrag.

Medlemmerne ønsker julebelysning

I den efterfølgende debat var der ikke tvivl om, at medlemmerne var for julebelysning, og i flere indlæg blev det gjort gældende, at det ganske enkelt er en katastrofe for Ribe, hvis julebelysningen ikke kommer op.

Fra flere sider blev bestyrelsen spurgt, hvorfor det lige var julebelysningen, man havde kastet sig over og ikke kigget på andre ting.

Keld Vestergaard sagde bl.a., at bestyrelsen meget gerne vil bevare city koordinatoren, som gør et kæmpe arbejde for foreningen og som er en nødvendighed, hvis Ribe skal forblive områdets bedste handelsby.

Claus Pedersen sagde, at bestyrelsen har kigget på andre udgiftsposter, men udgifterne til julebelysningen forfalder først nu, og ved at tage den, får man den økonomiske gevinst hjem med det samme.

Ikke handlende kan støtte

Fra flere sider blev der bl.a. opfordret til at spørge medlemmerne og virksomheder om et ekstra bidrag til julebelysningen, at starte en indsamling i byen og at forhøje kontingentet.

Bestyrelsen mener ikke, der er det rigtige tidspunkt for en kontingentforhøjelse, og både Keld Vestergaard og city koordinator Marianne Gøgsig oplyste, at der gøres et stort arbejde for at få flere medlemmer.

Også spørgsmålet om, hvorvidt ikke handlende kan blive medlemmer, blev det oplyst, at det kan sagtens lade sig gøre for et kontingent på 350 kroner, som dog ikke giver stemmeret.

Flere foreslog det som en mulighed for at få støtte til julebelysningen, og Henrik E. Hansen, Ribe Mediehus, oplyste, at der skal kun en enkelt formular puttes ind på hjemmesiden, hvor folk så i givet fald kan melde sig.