Tekst og foto: Renè Jørgensen
5. november 2019.
Jul på Torvet.
Med en kirurgs præcision sidder den tidligere møbelsnedker Georg Rasmussen i sit værksted på Farupvej og forvandler træet til de skønneste mesterværker. Alt udskåret i træ og i forskellige træsorter. Den tidligere møbelsnedker skaber og designer gnomer, collager – i former og farver, der kan tage pusten fra selv den dygtigste hobbymand.
Georg Rasmussen får med sin passion for træarbejdet skabt de flotte figurer til udstillinger og salg – og han anvender både de gængse træsorter og prøver kræfter med de mere eksotiske fra fx Afrika.

Georg Rasmussen i værkstedet. Udstillingen i december gøres klar
Freja, kærligheds- og frugtbarhedsgudinde – Gudinden for forelskelse – Loke fra den nordiske mytologi og Ribes egen Ansgar er blot nogle af motiverne på de håndskårne figurer, som mange sikkert vil blive glade for at finde under juletræet.
Og netop juletræet og den pyntede facade vil man i december kunne opleve på Torvet 8 i Ribe, når Georg Rasmussen åbner julekælderen i bygningen som tidligere rummede en smørrebrøds-forretning og Danni Callesens Juice og Sandwichbar.
Georg Rasmussen udstiller og sælger de flotte figurer, men der vil også være salg af Ribe Posters samt farveplakater med Ribe motiver, der har gennemgået en grafisk forvandling. Posterne er fremstillet af fotograf Renè Jørgensen.
Men hvem er han egentlig, ham Georg Rasmussen? For årtier tilbage havde Ribe sin egen møbelfabrik: GP Møbler, etableret 1917 i København af Snedkermester Georg Petersen, Georgs morfar, og senere videreført af Georg Rasmussens forældre.
Georg var 3.generation, produktions- og udviklingschef indtil virksomheden i 1992 blev solgt.

Georg er uddannet møbelsnedker – og design var en del af arbejdslivet. Headhuntet til Tyskland/Bayern i 1997, pga. speciale i tredimensionel træteknik. Efter 15 år i Tyskland vendte George og familien tilbage til Ribe.
– Det var min afdøde kone Tove, som under opholdet i Tyskland syntes, at jeg skulle bruge min kreative side inden for form- og fremstillingsteknologien. Træarbejdet har altid ligget til familien – det stammer fra min morfar som var møbelsnedker.
”The smelling flower” er den første collage, som George Rasmussen lavede til sin kone i 2011: et træsnitningsarbejde / Intarsia med 3 dimensional effekt, hvor træet skaber figuren i sine naturlige farver. Den flotte collage er privateje. Den har været udstillet forrige år på julemarkedet på det gl. rådhus i Ribe. Georg fortæller, at en collage kan tage flere måneder at lave – det afhænger af detaljerne.

“The Smelling Flower”
Alle Georg Rasmussens værker nyder stor anerkendelse, og man må i december ikke snyde sig selv for et besøg på de kommende udstillinger på Sønderskov Slot og Ribes Vikinger på Odins Plads eller besøge julekælderen på Torvet 8 – og måske købe årets julegave.
Vælger du en collage, så kan du være sikker på, at du er den eneste, der har denne – Georg skaber kun ”Unikater”- altså ingen kopivare og masseproduktion.

Navnet på denne collage er Amish Kids.










































































