Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 25. maj

Endnu er der ingen, der ved, hvordan de nybagte studenter fra Ribe Katedralskole om en måneds tid kan fejre deres studentereksamen. Men det ligger fast, at de jubilarer, der hvert år plejer at deltage i stort tal i dimensionen, ikke kommer med i år.

Det fortæller rektor Kristian Bennike for, som rektor siger, kan vi uanset hvilke retningslinjer vi får, ikke samle så mange mennesker. Og vi må i første omgang tænke på vores studenter og deres pårørende.

På skolen venter man fortsat på, at undervisningsministeriet udsender retningslinjer for translokation og dimission. Hvornår disse retningslinjer kommer, vides ikke.

– Jubilarernes deltagelse i dimissionen med den efterfølgende reception, er ellers en rigtig god og festlig tradition, og det er jo også et af Ribe Katedralskolens særkender, at jubilarerne er med.  Men det kan desværre ikke lade sig gøre i år, siger Kristian Bennike.

Han kan i øvrigt fortælle, at han netop har besøgt en af de jubilarer, som skulle have været med. Vedkommende tog realeksamen fra skolen i 1945.

– Det var meget interessant at høre hende fortælle om, hvordan skolen fra den ene dag til den anden blev lukket ned under besættelsen, og hvordan eleverne blev undervist på Det Gamle Rådhus.

Det er jo næsten det samme, som er sket nu?

– Da jeg nævnte det, fik jeg at vide, at den gang var det fem år, eleverne var væk fra skolen, så man skal nok være forsigtig med at drage alt for store sammenligninger, siger rektor.

Traditionen tro er det Ripensersamfundet, der står for jubilarernes reception efter selve dimissionen.