Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 25. november
JP Elservice, der har afdelinger i både Ribe og Rødding, er i fuld gang med en større udvidelse af lokalerne på Industrivej i Ribe.
Her er firmaet i gang med at bygge en tilbygning til det eksisterende domicil på 100 kvadratmeter, der skal rumme kontorer med mere, og dertil kommer, at det eksisterende velfærdsområde på 50 kvadratmeter for personalet, der bl.a. rummer frokoststue og badefaciliteter, bliver renoveret.
Det fortæller en af indehaverne, Michael Szkopek, der videre oplyser, at man på et tidspunkt også overvejede at udvide lagerkapaciteten.
– Men vores kontorforhold er meget trange, så derfor valgte vi at udvide her samt give bedre forhold til personalet. Samtidig optimerer vi vores lager, så det bliver mere rationelt, siger Michael Szkopek.
Efter planen skal det hele være færdigt i uge 5, hvilket vil sige først i februar. – Og med den fart, der er på for tiden, tror jeg også tidsrammen holder, siger Michael.