Tekst & Foto: Johnny Tauman
18. maj 2023

Græsset har det fint efter forholdene på de store marker i Mølby ved Spandet efter et forår med udfordringer. – Først fik vi masser af vand – og nu er vi inde i en meget tør periode med nattemperaturer ned omkring frysepunktet, fortæller Johnny Knudsen til RYK IND RIBE, da vi kikkede forbi. De store græsmarker er passet og plejet med stor kærlighed – og det har været nødvendigt at vande en hel del.
Det er slidstærkt rullegræs, som DLF (DLF Seeds & Science) har udviklet og anvender. Græsset er stærkt med stor slidstyrke og ikke mindst genvækstevne. “Det består af 70 % engrapgræs og 30 % almin rajgræs inkl. 5turf rajgræs”.

Skæremaskinen skulle lige lave en palle

Den store rullegræs skæremaskine var kørt i garage – og derfor havde RYK IND RIBE slået sig til tåls med muligheden for at komme forbi en anden god dag; men så ringede Johnny Knudsens telefon (som havde fanget et svagt telesignal). Der var i forbindelse med leverance af et parti rullegræs opstået behov for en ekstra palle – og så var det bare at få maskineriet i gang og kørt ud til marken, hvor kølevognen stod parkeret.

Når græsset skæres, føres det med transport bånd op, rulles og anbringes automatisk på en træpalle midt under maskinen. Når pallen er fuld rulles der automatisk et transportnet omkring rullegræsset.

Bag på skæremaskinen er der plads til træpaller – og midt under maskinen ses pallen, der er ved at blive fyldt op. Den færdigklippede palle står på jorden og er klar til at komme over i kølevognen for videre transport.

Fra telefonopkaldet til den færdige palle rullegræs var klar til at komme i kølevognen gik der under 15 minutter – indbefattet transport fra garagen til marken, hvor der skæres.

Længst mod nordøst vandes der med en ældre model – mens der er et mere skånsomt system på andre af de ca. 70 hektar.

RYK IND RIBE takker for besøget og vender tilbage, når den gode historie kan offentliggøres.