Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
18. december 2024
For andet år blev julemanden vækket lørdag formiddag – og børnene var begejstrede! Også tændingen af det store juletræ forløb gnidningsløst, men dog med et par kommentarer fra det lidt ældre publikum: – Det kunne nu have været rart, at træet blev tændt i mørke, så det kunne stråle med al sin glans.
På vej mod jubilæum
RYK IND RIBE har talt med Johannes Madsen, som har stået for denne ceremoni på Torvet i 38 år – så vi nærmer os et jubilæum. – Ja, det har du ret i, lyder det fra julemanden, som dog begyndte sin karriere fem år tidligere i Hviding Forsamlingshus, men lad nu det ligge! Det er årene i byen, vi tæller!
15 besøg juleaften
Johannes glæder sig til juleaften, hvor han skal besøge 15 familier i Ribe, Egebæk-Hviding og Damhus! Men for inden er kalenderen booket godt op med bestillinger og opgaver. – Jeg nyder traditionen som julemand, hvor der uddeles rigtig mange ”Carletti flødekarameller” – og dagene på strøget er bare herlige med mange gode snakke og gaveønsker fra de mindste.
Hvor er dansen om træet?
Skribenten har konstateret, at der ikke skal danses om juletræet på Torvet fjerde søndag i advent – og forlagde derfor iagttagelsen. Julemanden er naturligvis loyal for de beslutninger, der foretages – så vi fik kun det obligatoriske svar: – Ingen kommentarer!
Et kik i julemandens kalender
Julemanden har velvilligt vist sin kalender og sendt et par kommentarer med.
– Jeg fylder med jævne mellemrum sokkerne i den lokale Brugs i Hviding – og så tyvstartede jeg faktisk med to arrangementer i Esbjerg – dels hos Børns Voksen Venner dels på et Plejecenter i Østerbyen.
Sammen med Peter Julemand har Johannes Julemand dækket Årets besøg med fem dage til hver.
Og så tilbage til kalenderen, som for Johannes har budt på disse lokationer/opgaver:
- Egebæk-Hviding Kultur- og aktivitetscenter
- Arrangement i Høgsbro
- Arrangement i Lustrup
- Håndboldstævne i Bramming
- Vedsted med vækning i Degnetoften
- A. Riis Børnehave
- Gredstedbro Hotel
- Privat firma arrangement i Holsted
- Juleløb i Ribe
- Håndbold i Ribe Fritidscenter
- Darum Kultur- og fritidscenter
- Håndbold i Egebæk-Hviding Kultur- og aktivitetscenter
- Vilslev – lørdag formiddag
- Lillejuleaften i Føtex – kl. 10-11, kl. 13-14 og kl. 15-16
Opgaver efter d. 24.12.
Og selv efter den travle juleaften er der bud efter Johannes Julemand: – Jeg skal bl.a. til Sdr. Farup Grande og Odd. Fellow Logen.
Og herefter kan jeg så sove til 29. november 2025!
Tak for denne gang – Ho-Ho-Ho!