Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 9. april 2024

– Jeg har haft et godt liv og prøvet masser af ting!

Konstateringen kommer fra Jørn Pedersen, der nu har slået sig ned sammen med Signe Søndergaard på adressen Sct. Catharinæ Plads 3.

På torsdag fylder Jørn 90 år, og han kan se tilbage på et afvekslende liv, hvor fem år til søs bragte masser af oplevelser til den skoletrætte dreng, som valgte søen fremfor skolen.

Jørn tog toget fra Ribe Station til Norge, og så kom han ud at sejle med et norsk rederi som 15-årig.

Hvorfor et norsk rederi?

– Vi havde familie i Norge og var tit i landet. Den gang var Norge en langt større søfartsnation end Danmark, og jeg kendte rederiet og vidste, at besætningerne blev behandlet godt. Selvfølgelig var det den gang sådan, at hvis man som messedreng lavede en fejl, fik man et par lussinger, men så var det også glemt igen, fortæller Jørn i det hyggelige hjem i Ribe.

Efter et par års sejlads aftjente Jørn sin værnepligt ved søværnet. Dog uden at komme ud at sejle.

– Jeg aftjente værnepligt på math skolen og lærte som radiooperatør. Da jeg var færdig på skolen, ville søværnet have mig ud at sejle i deres skibe, men jeg var færdig med værnepligten, så jeg valgte handelsflåden og sejlede de efterfølgende år mest på Europa, Afrika og Nord- og Mellemamerika, fortæller Jørn.

Det bragte ham bl.a. til Baltimore, da der stadig var store raceforskelle.

– Vi var nogle stykker, der gik ind på en bar, hvor der stod ”kun for sorte”, og vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle forsvinde. Vi tog vores livremme af, så vi havde bæltespænderne som slagvåben i givet fald, men udenfor kom der en mand, der sagde, at vi skulle springe ind i hans bil. Det gjorde vi. Han kørte os ned til skibet med en kraftig formaning om aldrig at komme det sted mere.

– En anden gang gik vi ind i junglen i Afrika på bare tæer, for vi skulle se vilde dyr. En belgier kom i sin jeep og sagde, at så var det med at komme op i jeepen. Vi fik en gedigen skideballe på engelsk for at gå barfodet ind i junglen, hvor der både var giftige slanger, kryb og meget andet, og vi blev kørt ud af skoven igen, beretter Jørn.

De fem år til søs medførte også, at Jørn Pedersen hurtigt fangede interessen for Danmarks Marineforening. Han meldte sig ind som helt ung og er stadig aktiv i lokalafdelingen i Ribe. Her var han i bestyrelsen fra 1963 til 2008 og formand fra1972 til 1999. Desuden var han i hovedbestyrelsen i 17 år, og han fik for godt et års tid siden 70 års tegnet som medlem. I dag er han æresmedlem af lokalforeningen i Ribe.

Da Jørn gik i land på grund af familie og små børn blev han uddannet kleinsmed og læste teknikum. Han fik ansættelse på tegnestuen på Vestkraft og senere på amtsarkitektens kontor i Ribe, hvor han var til pensioneringen.

Selve fødselsdagen på torsdag bliver markeret i hjemmet med et åbent hus.