Tekst & Foto: Johnny Tauman
20. marts 2024

(Anden artikel af to)

RYK IND RIBEs medarbejder er overrasket – indtil nu har der ikke lugtet af gylle – og Jørns tøj bærer ikke synlige tegn på, at der arbejdes med køer og svins afføring. Jørn Bonnichsen smiler: – Jeg fornemmer kun af-og-til, at der er en snert af gyllelugt – og min førerkabine kan faktisk ikke være bedre: Kaffe ved hånden og soveplads bag ryglænet. Nu sover Jørn ikke i bilen, men sovepladsen er med til at give en god rumfornemmelse.

Alle funktioner kan styres fra førersædet

Tre vogntog og seks chauffører

Når Jørn er mødt ind, skal han først med gummiged sørge for at hente majs, halm og dybstrøelse, som skal blandes med rågyllen. Ved 5-tiden kommer de næste chauffører, og kl. 7 er driftsfolk klar til at følge dagens proces på skærme og diagrammer.
Ribe Biogas har tre vogntog og seks chauffører. Der hentes gylle i to hold ugens første fem hverdage, som i princippet altid kører med læs: afgasset gylle ud / rågylle hjem. Arbejdstiden er for Jørn 4-12, to chauffører møder 5 til 14, mens tre kører ”aftenture”.
Der køres desuden afgasset gylle til lokale planteavlere.

Der pumpes afgasset gylle

Lange ansættelser

To chauffører kan på en arbejdsdag køre med indtil 1000 tons gylle. Ribe Biogas er ekspanderet gennem de sidste år – og at der er er tale om en god arbejdsplads, kan man bl.a. læse ud af ansættelsesforholdet hos chaufførgruppen. De fire af de seks chauffører har været ansat i mindst 20 år. Lars har været der i over 30 år, og Niels Erik har rundet de 70 år.

Større og større landbrug

På vej mod den anden destination i Gredstedbro, får vi vendt udviklingen i landbruget, hvor gårdene bliver større og større – og dermed også behov for afhentning af gylle flere gange om ugen. I Hedegård ligger en af de helt store gårde, men dagens sidste besøg er på en mindre ejendom på Vilslevvej. – Vi må lige vente til renovationsbilen er færdig, lyder det fra Jørn – der er ikke plads til to store køretøjer ved gården.

Så er det andet vogntog dukket op

3 vogntog rågylle = gas til et år i alm hus

På tilbagevejen mod Ribe Biogas med det syvakslede vogntog – som svarer til 50 små personbiler vægtmæssigt – får vi lige drøftet, hvad biogassen kan: – 3 vogntog rågylle giver gas til ca. et helt års forbrug i et almindeligt parcelhus.

Madaffald indgår i produktionen

Ribe Biogas modtager også madaffald – fra de grønne poser, som indsamles. Madfaldet kommer fra Holsted og indgår sammen med gyllen i gasproduktionen.
Der er planlagt indkøb af endnu et vogntog med tank og udstyr fra VM Tarm A/S. Og så er man ved at bygge en brovægt, der alene skal benyttes af Ribe Biogas´ vogntog.

Jørn tapper en prøve fra rågyllen

En duft af gylle

Tak for turen og snakken – og så blev der alligevel en duft af gylle. Jørn skal tage en prøve af hvert læs til analyse.