Tekst & Foto: Johnny Tauman
18. marts 2024
(Første artikel af to)
Vækkeuret ringer tidligt hos Jørn Bonnichsen, der bor i Egebæk. – Jeg er A-menneske, hvilket førhen var kendetegnet alene ved at stå op tidligt og gå i gang med det samme.
RYK IND RIBE møder ham på Ribe Biogas ved 9-tiden.
Starter tidligt på arbejde
Jørn møder kl. 04.00 på Ribe Biogas – som den første. Han har der nogle opgaver, som skal løses, før de næste medarbejdere indfinder sig. Anlægget har vækstet gennem de seneste 20 år – og Ribe Biogas må fortsat følge udviklingen og investere i behandling af de store mængder gylle, som ligger med store mængder gas.
RYK IND RIBE har indgået en aftale med Ribe Biogas om at følge Jørn Bonnichsen i en af de tre store tankvogntog, som primært kører i et område, der dækker Ribe gamle kommune.

Læsset med afgasset gylle er Jørn klar til at køre afsted
Klar til en tur mod Hillerup
Med den tidlige start på dagen, kan Jørn stemple ud efter et bad kl. 12:15 – og køre tilbage til Egebæk, hvor en middagslur er tiltrængt! – Jeg driver en privat virksomhed, som har brændesalg – og her skal der næsten dagligt saves / kløves træ. RYK IND RIBE tager ved en anden lejlighed på besøg hos J.B. Brænde. Nu gælder det den første tur med det store vogntog – 7 akslet og med en vægt på ca. 56 ton, når tanken er fyldt op.

Jørn kan faktisk klare alle opgaver ved gårdene uden at forlade førerkabinen

Via en skærm kan han styre sugekoblingen på plads

Og i spejlene kan han også følge processen
Mange funktioner i hallen
I den store hal er der plads til at to tankvogne kan tappes eller fyldes ad gangen med gylle. – Jeg skal have fyldt tanken med afgasset gylle, forklarer Jørn, mens han styrer kranen med sugekoblingen på anlægget. Det tager faktisk ikke lang tid at påfylde de godt 37-38 m3. I hallen er der desuden mulighed for at tanke diesel og benytte højtryksrensere til at rengøre bilerne.

Sugekoblingen placeres
Vogntoget vejes før afgang
Efter at være kravlet op ad tre lodrette trappetrin, er RYK IND RIBEs medarbejder sikkert nået op i passagersædet og kan se, hvordan Jørn Bonnichsen tjekker sin rute og modtageren af gyllen. Mens vognporten ruller op, forklarer han, at vi skal ud til landmand Søren Madsen på Hillerupvej. Søren er – som tidligere beskrevet i RYK IND RIBE – i en proces med at fylde sin nye stald med plads til 440 malkekøer.
Inden Jørn kan forlade Ribe Biogas, skal han lige på vognvægten – den viser, at der er påfyldt 37 tons, som registreres.

Der blev også tid til en hyggesnak mellem Søren (tv) og Jørn, mens der pumpes
Fylder godt på vejen
Så går turen ellers via Farup mod Hillerup. Jørn har via mange spejle og en stærk Scania-trækker med automatgear – 12 gear – kontrol over godt 56 ton. – Det er meget, men med moderne teknik er det jo næsten som at køre radiobil – blot man husker at give plads til medtrafikanter. Ved mødet med en af de lokale busser, skal hastigheden langt ned, men det går – og kort efter er tankvognen fra Ribe Biogas på vej ind hos Søren Madsen. UDEN at forlade førerkabinen klarer Jørn det hele – styrer kran og får den afgassede gylle pumpet i den aftalte gyllebeholder.
Tid til en kop kaffe
Landmand Søren Madsen kommer forbi – og der bliver snakket. Det var faktisk som i gamle dage, hvor landposten næsten dagligt kom ind – og der blev udvekslet ”smånyheder”. – Vi må videre og få fyldt tanken med rågylle.
Fra landevejen skal der bakkes ind med snæver plads – men spejle og et bakkamera er gode hjælpemidler. Der er to tragte – en ved både gammel og ny stald. Igen sker tilkoblingen fra førerkabinen, og mens der pumpes, kan vi lige få lidt flere data til artiklerne over en kop kaffe.