Tekst & Foto: Johnny Tauman
26. juli 2020

Andet kapitel af to

Det er ikke tilfældigt, at RYK IND RIBE møder formanden for socialdemokratiet på Slotbanken – her kan man se den smukke by, åen, broer, ringvejen, skoven og i det fjerne Esbjerg. Det handler ikke om en dybde borende politisk artikel, men nogle friske bud. Så lad os, Jørgen, starte med noget, som mange i Ribe bekymrer sig om: Biodiversitet eller blankt vandspejl i Mølledammen?

– Mølledammen skal have blankt vandspejl – hverken mere eller indre, fastslår Jørgen Ahlquist

– Ingen tvivl! Jeg ønsker et blankt vandspejl i dammen – det er smukt og vækker minder fra et langt liv med masser af aktivitet ved og på Mølledammen, lyder det bestemt fra Jørgen, der naturligvis gerne ser initiativer i forhold til dyrelivet, men hvad så med de mange, mange enge, som er drænet og dermed ikke længere giver plads til det dyreliv, som eksempelvis storke går efter?
Der skal være økonomi til denne opgave, som amtet jo løste uden de store kvaler.

National skandale

Og så kommer vi til Ringbroen – Ringvejen og den firesporede vej gennem skoven og Industrikvarteret.
– Lad mig starte med det sidste – den firesporede vej. Det er ikke mindre end af de største nationale skandaler, når vejen mellem Ribe Nord og Gredstedbro (Varde Hovedvej) ikke er taget med, lyder det fra Jørgen Ahlquist, som håber på, at der kan etableres et par vigepladser i begge retninger, så traktorer og landbrugsmaskiner kan gøre ophold for at bryde en stangtrafik.

Jørgen har kontante meninger om vejprojektet – og især flaskehalsen mellem Ribe Nord og Gredstedbro

Ønskede A-løsning

Der er ingen tvivl om, at Jørgen gerne havde set en A-løsning med Ringvejen som den lokale ringvej, når det nu lykkedes at stoppe tankerne om vej langs jernbanen fra Damhus til Busterminalen.
Men nu må vi så se fremad – og interimsvejen med militærbroer skal nu nok komme i brug, når der skal bygges en ny bro. – Jeg synes, at det er helt fint, at Skive Kaserne henter broerne hjem som en del af træningen af soldaterne, og så kan de større både igen komme fra kammerslusen ind til Skibbroen / Sejlklubben.

– Jeg foretrækker en højere fast bro, lyder det fra Jørgen Ahlquist

Gerne en højere ringbro

Men du nævner ikke klapbroen / den bevægelige bro? – Umiddelbart kunne det jo være fantastisk med større skibe til Ribe Havn, men de faktuelle vilkår med ”at holde på vandet” med den nuværende Kammersluse er ikke til stede – og dermed falder ideen jo til jorden, lyder det fra ripenseren, der da gerne ser en højere fast bro med mulighed for, at der til enhver tid kan sejles på Ribe Vesterå med de bådstørrelser, som ligger ved slusen i dag.

“Ægteskabet” med Esbjerg er blevet godt, konstaterer den erfarne politiker

Største valgkreds

Næste stop på vej rundt langs horisonten er Esbjerg – og mon socialdemokraten er tilfreds med at være i storkommunen? – Jeg synes, at vi er kommet langt sammen i betragtning af, at det blev et ”ægteskab” mellem Danmarks ældste og Danmarks yngste by samt Bramming, når man ser bort fra eksempelvis Ørestaden, lyder det fra Jørgen Ahlquist, der med et ¼ rotation peger på Ribehallen (Danhostel) og tilføjer: – Og her ligger så stemmestedet for kommunens største valgkreds – i hvert fald indtil en evt. flytning til Ribe Fritidscenter med bedre parkeringsforhold skulle blive næste sted. Bliver det tilfældet, så kan Jørgen jo hurtigt komme til stemmeboksen fra bopælen på Seminarievej.

Ferie til USA aflyst

Covid-19 krisen satte en stopper for årets sommerferie, som skulle være gået til USA, hvor Jørgens kone har haft job for mange, mange år siden. Alt var planlagt ned i mindste detalje med besøg i Washington d. 4. juli.
Familien Ahlquist er ellers nybegyndere, når der gælder ferie med fly – de sidste mange år er sommerferien tilbragt som aktive i Jels Vikingespil og så bilture ud i Europa. Men i 2019 tog man så det første skridt, familiens første flyvetur – en RIGTIG charterferie med all-inclused til Cypern. – Vi havde det mægtig skægt – og faldt i alle fælder, fx – ”I´ve a special price for you…”

Et historisk tilbageblik

Snakken slutter med et view mod Ribe Domkirke – og en aftale om, at vi en dag skal sætte os ned og lave en artikel om kommunesammenlægningen 2007. – Det haster dog ikke, lyder det Jørgen, som har været med i politik i godt 23 år – og som forventer at genopstille ved kommunalvalget 2021.

Mange var glade for Multipla

For øvrigt havde både Lars Løkke, Søren Pilmark og RYK IND RIBEs skribent også FIAT Multipla.