Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 5. marts 2024
Jørgen ”Jønne” Hansen har nu købt Skovly mellem Seem og Høm, som han har forpagtet siden 2019.
Aktivitetscenteret er købt af børne- og ungdomsorganisationen 4H, og overtagelsen har fundet sted den 1. februar.
Det er rent faktisk en gammel aftale om køb, der nu er ført ud i livet. Men da aftalen egentlig var indgået, kom der et par Corona epidemier i vejen.
– Og hovedorganisationen bag 4H var den gang så venlige at sige, at vi ser tiden an, for det var jo ikke lige under de to epidemier, man investerede. Men nu er vi blevet enige om en fin pris og handlen er i orden, fortæller Jørgen Hansen mens han forbereder sæsonen.
Oprindeligt var Skovly et landbrug, som 4H fik testamenteret, og organisationen lavede det om til et kursuscenter.
Mange aktiviteter
Siden har Jørgen Hansen investeret mange penge i stedet og udviklet det, så det i dag omfatter mange forskellige former for aktiviteter lige fra lejrskoler, til ”camps” for børn med udfordringer, familiefester, kurser og mange flere ting.
I hytter og bygninger er der 110 sengepladser, og tages shelterne med, kan Skovly om sommeren rumme 130 overnattende gæster.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Med mange kilo is i dette bad er der mulighed for et isbad
Og de kan forlyste sig på mange forskellige måder i både festsal, båldome, pavillonen, ved forskellige bålpladser, vildmarksbade og isbade. Dertil kommer mulighederne for forskellige udendørs aktiviteter på boldbanerne og de udendørs arealer.
– Nu er jeg sikker på, at jeg kan blive her, og nu kunne jeg godt tænke mig at få en partner eller kompagnon, som vil det samme som jeg. Jeg har fået flere børnebørn, og dem vil jeg også gerne have tid til, ligesom jeg har rundet de 60 år, fortæller Jønne.
Satser og holder fast
Fremover er det, Jønne vil satse på, familiefester og -ophold og ikke mindst bryllupper.
– Jeg har indtil nu 16 bryllupper i kalenderen i år, og det er uden, jeg har gjort noget for det. Men når unge mennesker skal giftes, taler de sammen, og så rygtes tingene. Flere brudepar er blevet viet her enten ved søen eller i en af vores pavilloner. Så sætter vi bænke op som i en kirke og ruller den røde løber ud, fortæller Jørgen Hansen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Et bryllup kan f.eks. holdes i båldomen, i festsalen eller i en af pavillonerne.
Han fortæller også, at mange hjælpeorganisationer bruger stedet. Det gælder f.eks. mandecentre og veteranerne, hvor Jørgen selv havde en veteran, der begik selvmord.
– Så i hans ånd fortsætter jeg med at lave ophold for veteraner. Og flere kommuner bestiller ophold for børn med specielle udfordringer, som har godt af at komme ud i ro og fred. De får dels undervisning af deres lærere, og i den øvrige tid leger de, og jeg underviser dem i madlavning. Og det er fantastisk at se, hvad et ophold her kan gøre ved dem.
– Og overlæge Rasmus Thøger Christensen har lavet en organisation, hvor han hjælper kræftsyge børn og deres pårørende. De kommer også her i nogle lejre, og disse ting vil jeg holde fast i, forklarer Jønne.
Historien bag
Skovly var, som tidligere nævnt, en landejendom, der var ejet af Jens Hansen. Jens Hansen havde ikke selv børn, men han var meget optaget af arbejdet i 4H, der står for hånd, hoved, hjerte og helbred. Der er tale om en nonprofitorganisation, hvis formål er at hjælpe unge med kendskabet til natur, dyr, have og madlavning ved at lære ved at udføre.
Fakta
Ud over nu at eje Skovly driver Jønne fortsat Jønnes Mad Event og Jønnes Mega Grill.
Når alle riste er i gang, har Jønne 29 kvadratmeter grill til rådighed, og han skal til den kommende Tulipanfest levere ikke færre end 1698 schnitzler.
Overtagelsen af Skovly og 25 års drift af Skovly fejres torsdag den 14. marts med et åbent hus fra klokken 13-17, hvor der bliver mulighed for at prøve en række aktiviteter som bueskydning og skydning med salonriffel, ligesom der vil være mulighed for at se hele området med alle dets tilbud.

Vildmarksbade er der også en mulighed for