Tekst Hasse Jørgensen, privatfoto, søndag den 1. august

Som ung drog den skoletrætte ripenser Jørgen Petersen, Sct. Catharinæ Plads, til søs som messedreng, og det blev starten på en fem-årig karriere til søs med mange oplevelser, en aftjent værnepligt i søværnet og et mangeårigt medlemskab af Ribe Marineforening og dermed den landsdækkende marineforening.

Forleden var det 70 år siden, at Jørgen Petersen blev medlem af den lokale Marineforening i hvilken, han har beklædt flere tillidsposter, ligesom han har været medlem af hovedbestyrelsen i landsforeningen i flere år.

De lange medlemskab i marineforeningen blev markeret, da landsformanden, Steen Eengstrøm med hustru var på besøg i Ribe, hvor Steen Engstrøm overrakte Jørgen Pedersen nålen som tegn på, at han har været med i 70 år. En nøj, der meget sjældent uddeles.

Jørgen Petersen var i bestyrelsen for den lokale afdeling af marineforeningen i 45 år fra 1963 til 2008, han var formand i 27 år fra 1972 til 1999, han var distriktsformand i 17 år og medlem af hovedbestyrelsen ligeledes i 17 år.

– Jeg har altid været rigtig glad for at være medlem af Ribe Marineforening. Der har altid været et godt kammeratskab og sammenhold, fortæller Jørgen Petersen, der stadig møder op til foreningens arrangementer.

Da Jørgen Petersen fik hæderstegnet for 70års medlemskab deltog flere medlemmer af den lokale bestyrelse med formand, Helle Andsbjerg i spidsen. Andre deltagere var Anker Andsbjerg, Per Uffe Frederiksen og Niels Kr. Pedersen.

Læs i morgen om Jørgen Petersens spændende tid til søs

Signe Søndergaard og Jørgen Petersen på den festlige dag.

Fra venstre er det Anker Ansbjerg, Helle Andsbjerg, Jørgen Petersen, Per Uffe Frederiksen, Steen Engstrøm og Niels Kr. Pedersen.