Tekst: Renè Jørgensen foto: Esbjerg Kommune
24. april 2020
Jobcenter Esbjerg øger dialogen med de ledige trods nedlukning af beskæftigelsesindsatsen
En løbende dialog med 732 ledige bringer Jobcenter Esbjerg helt til tops i ny måling af beskæftigelsesindsatsen.
Jobcenter Esbjerg har som det eneste jobcenter haft en øgning i antallet af samtaler med de ledige, siden beskæftigelsesindsatsen blev suspenderet den 13. marts. Det viser en netop gennemført undersøgelse fra af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Hvor andre kommuner har reduceret deres indsats kraftigt med helt op imod 95 procent, har Jobcenter Esbjerg faktisk øget antallet af samtaler med 13 procent. Jobcenter Esbjerg har i perioden haft en løbende dialog med 732 ledige.
“Nu er der måske nogen der tror, at det er udtryk for, at vi har jagtet de ledige rundt i manegen, men det er slet ikke tilfældet. Rent faktisk har Jobcenter Esbjerg rakt hånden ud og tilbudt de ledige en uforpligtende hjælp. Det har blandt andet betydet, at man i perioden siden den 13. marts har kunnet formidle 142 ledige i arbejde. Det er et rigtig flot resultat, og jeg har fået flere tilbagemeldinger på, at de ledige også har taget rigtig godt imod tilbuddet og har været meget glade for den ekstraordinære hjælp”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Jobcenter Esbjerg har i hele perioden også haft stor fokus på at servicere virksomhederne med at skaffe den nødvendige arbejdskraft, og hjælpe virksomhederne med arbejdsfordelinger, så de kan undgå at fyre deres medarbejdere.
Jobcenterets kontinuerlige dialog har ikke kun gavnet de ledige, men er også en stor hjælp, når Jobcenter Esbjerg går over til normal drift igen.
“Hvis jobcentrets medarbejdere havde skruet helt ned for dialogen med de ledige, ville det være en kæmpe udfordring, når beskæftigelsesindsatsen genstartes. Det er jo mange ledige, vi taler om, og dem ville vi ikke være i stand til at hjælpe på én gang, hvis vi starter fra den ene dag til den anden. Nu er der en løbende dialog, og det har jo også betydet, at jobcentret har kunnet hjælpe meget sårbare borgere, ved for eksempel at henvise dem til psykolog. Indsatsen har i hvert fald haft en meget positiv effekt, og det er endda lykkedes at hjælpe en af kommunens hjemløse i fast arbejde”, siger Henrik Vallø, der er udvalgsformand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i en pressemeddelelse.