Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 15. november 2022

Spillestedet Termansens kan præsentere noget af et brag af en koncert på torsdag, når saxofonisten Jesper Thilo gæster spillestedet som solist sammen med trioen JSO.

Der bliver tale om rigtig god swingmusik, når de fire musikere går på scenen.

Det er bassisten Jeppe Smith-Olsen, der lægger navn til trioen, og med sig har han Gert Jacobsen på piano og Peter Bjerrum på trommer.

Jesper Thilo er konservatorieuddannet på klarinet men slog igennem på tenorsaxofon i Arnvid Meyers orkester i perioden 1960 til 1964. Hans spillestil blev sammenlignet med Ben Websters og Coleman Hawkins. I 1971 fik han prisen som årets danske jazzmusiker, og han fik seks år senere som den første ben Webster-prisen.

Jeppe Smith-Olsen har i øvrigt tidligere spillet sammen med Jesper Thilo og mange andre kendte navne som Willy Egmose, Finn Ziegler, Daimi, Kim Sjøgren, Ole Kock Hansen, Anker Buch og Grethe Sønck.

De tre musikere, der til dagligt danner trioen JSO, har fundet sammen i fælles begejstring for folk som Oscar Peterson og Niels-Henning Ørsted Pedersen, samt glæden ved den gode swingmusik.

Jeppe Smith-Olsen, kontrabas, er født i Svendborg 1959 og uddannet på Vestjysk Musikkonservatorium  hos Finn Hansen og Niels-Henning Ørsted Pedersen.

JSO er inspireret af den gamle bastradition så som Ray Brown, Paul Chambers, Oscar Pettiford og NHØP.

Gert Jacobsen på piano er født Esbjerg 1950 og kendt fra det gamle Tagskæg i Århus.

Han har spillet m. bl.a. Benny Waters, Valdemar Rasmussen og Finn Odderskov.

Koncerten torsdag den 17. november starter klokken 19,30. Billetter kan købes på Spillestedet Termansens hjemmeside.