Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 9. januar 2025
Der venter både gæsterne på Ribe Camping og beboerne i Ribe og omegn en spændende aften, når skuespiller og sanger Jesper Lohmann med musikere på lørdag den 11. januar klokken 20 møder op i campingpladsens store festsal for at give koncert.
– Koncerten er åben for alle, for vi vil gerne give så mange som muligt en godoplevelse, siger Anne Sehested Hansen fra campingpladsen, hvor der også kan købes billet..
På campingpladsen hjemmeside kan man læse: Vi er vildt fascineret over at kunne præsentere Jesper Lohmann, der sammen med musikere, lægger vejen forbi Ribe Camping og vil give os en aften i musikkens forkælelse. Oplev Jesper Lohmanns måde at mestre de forskellige genrer – kunsten at gå fra det inderligt poetiske, til det rå og farlige på et splitsekund. Med humor, stil og elegance fører han os igennem en aften, hvor bl.a. Frank Sinatra, Otto Brandenburg, Elvis Presley og Johnny Cash hyldes.
Jesper Lohmann er for mange blot en kendt skuespiller, der optræder i flere af de danske tv-serier så som Taxa, Rejseholdet, Forbrydelsen, Krøniken osv. Men Jesper Lohmann er også revyaktiv, og så har han en fantastisk sangstemme, der spænder meget bredt. Sammen med Keld Heick, Stig Rossen og Jesper Asholt har han hyldet gruppen Four Jacks, der tilbage i 1950’erne og 60’erne turnerede Danmark tyndt som datidens “boyband”, så mon ikke han har et par evergreens med fra deres sangskat.