Tekst Hasse Jørgensen, foto privat. Onsdag den 5. december

En af Ribes kendte personligheder, Jesper Holstener Larsen, stopper ved årsskiftet sin karriere ved Esbjerg Kommune.

Jesper Holstener Larsen går på efterløn efter i 11 år at have været ansat som projektkoordinator ved kommunen. Før den tid var han 23 år på Ribe Handelsgymnasium som underviser.

I Ribe er han en kendt personlighed, hvor han har været impliceret i mange ting. Blandt andet er han en af ankermændene i projekt Madstationen på Ribe Banegård, ligesom han er en af personerne bag det store elitestævne, der arrangeres i Ribe Håndboldklub.

På spørgsmålet om, hvad tiden nu skal gå med, svarer Jesper Holstener Larsen med et stort grin:

– Ingen ting, overhovedet ingen tid.

Og så kommer tilføjelsen: – Nej, der har været tilbud om flere ting indenfor foreningslivet, ligesom der har været nogle henvendelser omkring fundraising i Vejen og Ribe, så nu må vi se, hvad det bliver til.

Hvad med Madstationen og håndboldklubben?

– Madstationen fortsætter jeg med, og elitestævnet i håndboldklubben tager jeg lige et år mere. Da jeg i sin tid var med til at starte det, var det et lille stævne. Nu er det blevet meget stort, fastslår Jesper.