Tekst & Foto: Johnny Tauman
19. maj 2021

– Jernved Sogns menighedsråd er kommet godt i gang. Vi har været lidt udfordret af coronarestriktioner, men hvem har ikke det, skriver kirkeværge Ole Jørn Frederiksen i Kirkebladet for Kongeåpastoratet og fortsætter efter omtale af aflysningerne hen over vinteren: – Men nu er der lysere tider på vej. Fællessangen er igen tilladt, og det er ikke længere nødvendigt med tilmelding for at deltage i kirkelige handlinger.

Menighedsrådet holder møde en gang om måneden. I april startede mødet med, at graveren i Jernved Kirke, Karl Nikolajsen, gav en rundvisning, så medlemmerne kunne se, hvordan omlægningen af kirkegården så småt er begyndt. Der er med tiden blevet færre gravsteder, og dermed er der ikke brug for så meget plads. Derfor bliver der på arealet mod nord plantet lave buske, og mod vest bliver der med tiden plantet flere træer, og bøgehækken vil komme tættere på kirken.

– Vi fik en grundig rundvisning på kirkegården, hvor der er meget at se på., lyder det fra Ole Jørn Frederiksen: – Hver gravsten er en historie for sig.

Jernved Kirke skal have skiftet orgelet ud. – Det er noget det ”gamle” menighedsråd satte i gang, og selv om der allerede er brugt flere år med planlægning, indhentning af tilbud osv., er vi stadig ikke klar til at få bestilt byggeri af orgelet. Der er mange, der skal høres, når der skal laves ændringer i så gammelt et hus., forklarer Ole Jørn Frederiksen. Men til gengæld skulle et godt orgel kunne give nogle fantastisk gode toner, da det store kirkerum har en rigtig god akustik