Tekst og foto Hasse Jørgensen. Lørdag den 29. september

Om Ribe Jernstøberi a/s kan fortsættes under en eller anden form, er det for tidligt at sige noget konkret om endnu. Men meget tyder på, at det gamle, hæderkronede firma ikke vil være det samme i fremtiden efter den frivillige konkurs, firmaets ledelse er indgået i.

I de kommende 14 dage eller mere er det kurator, advokat Corna Levin Munch, fa. Kirk Larsen og Ascanius, Esbjerg, der skal forsøge at få det bedst mulige ud af situationen eventuelt med frasalg af nogle af de tabsgivende aktiviteter i Ribe Jernstøberi a/s.

Hvordan det udvikler sig, kan kun fremtiden vise, men meget tyder på, at en æra – i hvert tilfælde i den nu kendte skikkelse – er forbi.

Ribe Jernstøberi blev stiftet 18. april 1848 af apoteker Frederik von Støcken, og efter hans død købte Rasmus Marius Jacobsen Obbekjer støberiet i 1871 for 16.000 rigsdaler. Han drev støberiet til 1905, hvor sønnen, ingeniør Hans Peter Ingerslev Obbekjer tog over.

Han udviklede firmaet som den første egentlige fagmand som leder, og i 1918 overgik Ribe Jernstøberi til et aktieselskab med en aktiekapital på 200.000 kroner.

Virksomheden udviklede sig. Fra den primære produktion af ovne gik man over til produktion af støbejernsradiatorer, og i 1935 kom Dansk Rørindustri til med produktion af støbte afløbsrør.

Begge produktioner blev en succes, men i 1954 mistede Hans Obbekjer sin hustru. Han fandt tiden moden til retræte, og selskabet blev reorganiseret. Datteren, den navnkundige Marie Obbekjer kom i bestyrelsen og den markante Vagn Rahbek ansattes som administrerende direktør.

Før sin død i 1956 oprettede Hans Obbekjer fonden ”Direktør H. Obbekjer og hustru Marie Obbekjers fond, Obbekjers Fond”. En fond, der under frk. Marie Obbekjers ledelse har doneret rigtig mange penge til forskellige formål i Ribe. Hun døde i 1997.

I 2003 var fonden god for 200 millioner kroner, men store underskud i Ribe Jernindustri a/s og Star Pipe, det tidligere Dansk Rørindustri, tærede på kapitalen. I dag er fondens vigtigste aktivitet driften af 132 attraktive ældreboler i Obbekærparken og ved Bøge Alle.

Stigende konkurrence på radiatormarkedet gjorde det stedse mere besværligt for støberiet, og i 2004 købte Ribe Jernstøberi med daværende direktør Henning Stougaard Hudevad Radiator på Fyn og flyttede tre år senere produktionen til Ribe i et forsøg på at forbedre konkurrencesituationen. I de sidste år har direktør Michael Boel Olesen arbejdet på at forbedre radiatorproduktionen og finde nicher, der kunne konkurrere med de billigere østeuropæiske og tyrkiske standardradiatorer på kvalitet og design.

I fabrikkens velmagtsdage var der ansat omkring 150 medarbejdere. I dag er tallet 65.