Tekst Hasse Jørgensen, foto Sydvestjyske Museer, tirsdag den 17. december

Den udgravning, arkæologer fra Sydvestjyske Museer har gennemført ved Plantagen nord for Ribe, har afsløret, at der på stedet har været en jernalderlandsby, der daterer sig tilbage til yngre romersk-ældre germansk jernalder, hvilket vil sige omkring 300 til 400 år efter Kristus.

Om der er tale om mulig endnu ældre bebyggelse er endnu ikke afgjort, og hvor stor landsbyen i givet fald har været, er også uvist.

Det er en relativ lille udgravning, arkæologerne har foretaget, men den udfylder et hul i bebyggelsen på Ribe-egnen, idet der tidligere er fundet rester af landsbyer i Øster Vedsted og Nr. Farup.

Som bekendt daterer Ribes historie sig tilbage til omkring 700 e.kr. Men det nye fund beviser, at Ribe-området har været kendt tidligere, og muligvis er det beboere eller efterkommere fra beboere i den nu fundne landsby, der har været med til at befolke det senere Ribe, der som bekendt opstod omkring markedspladsen.

Arkæologerne vidste, at indfaldsvejen fra nord til Ribe siden middelalderen har ligget omkring det sted, hvor Plantagevej er i dag er. Samtidig vidste man, at byens galge stod omkring 100 meter vest for Ribe, så fund som eksempelvis hjulspor var ikke uventet. Men det var overraskende, at man fandt en hel jernalderlandsby.

Hele den spændende historie om udgravningen, fundene og dermed en brik i Ribes fortid er gengivet i en meget interessant artikel på Sydvestjyske Museers hjemmeside under arkæologi. Du kan finde artiklen ved at klikke her