Tekst & Foto Johnny Tauman
29. oktober 2019

Når Gagi – en ældre herre fra Armenien – sætter sig bag rattet i Løgumkloster og kører til Asylcentret i Hviding for at hente vennen Lavrent med familie for at køre til ”Party inside the magical fish” med DJ Chris – så er det ikke et tilfældigt valg.

Multikunstneren Jeppe Rosenstand Køser har nemlig inviteret såvel Lavrent (også kaldet Guga) og Chris (Saadeh) inden for i hvalen, da de en dag kom på besøg. Det er blevet til et varmt tværkulturelt venskab, hvor Lavrent, der kommer fra Georgien og Chris, der kommer fra Libanon har hjulpet med at blande beton, støbe og sikre, at Jeppe er forud med sin tidsplan ift. det indvendige og udvendige betonarbejde. Det blev til fire dages hårdt arbejde. Og det skulle selvfølgelig fejres.

Lavrent med “V-tegnet” fortalte begejstret om danskerne og åbenheden, som de bla. har mødt hos Jeppe. Imens er Chris ved at gøre anlægget klar.

Party i hvalens mund

Lavrent og Chris har ved flere lejligheder haft venner fra Asylcentret til ”party” i hvalens mund – og i lørdags mødte en del frem trods det massive regnvejr. RYK IND RIBE bringer på DEBAT-siden en smagsprøve på musikken, som DJ Chris leverer – og naturligvis sprang Jeppe Rosenstand Køser selv om bag trommerne og stemmede i med nogle lækkerier på det oplevelsesmæssige plan.

Jeppe blev inspireret og gav smagsprøver på sine færdigheder med trommestikkerne

Nye skulpturer har set dagens lys

I laden kunne Jeppe fremvise nogle nye skulpturer – hængende fra loftet. Her har vennerne fra asylcentret også deltaget i processen, idet skulpturerne er lavet af ”smulder” fra de flamingostykker, som blev i overskud fra hvalen.

Skulptur skabt af “smulder” fra overskudsflamingo

Intet går til spilde! Og denne form for skulpturer kan anvendes til mange formål – og vejer ikke noget som helst.

Laden, der i sin tid var byggeplads for hvalen, begynder at ligne sig selv med kreationer af enhver art

Lavrent havde taget familien med til fest i hvalens mund