Tekst & Foto: Johnny Tauman
6. juli 2024

Det summer af aktivitet hos fotograf Jens Karsten Jørgensen. Printeren er i gang med endnu en opgave med den nyste plakat, der med Jens´ beskedne ord indeholder: – Et lille udvalg af mine bedste billeder.
Plakaten, der sælges i størrelsen 40×50 bliver printet på ”rigtig” fotopapir – og fremstår indbydende. Der er tale om tretten billeder fra forskellige årstider – og med unikke stemninger med dyr og solnedgange etc.

Et godt råd til fotografering af dyr /fugle

Jens er god til at give råd videre – og han fortæller også om hemmeligheden bag alle de dyremotiver, som han har indfanget inden for de sidste år. – Det handler primært om, at man skal være to i bilen, når man lister rundt i marsken. Det dur ikke både at skulle køre og iagttage på én og samme tid. Min kæreste og jeg holder begge af at fotografere – så på den måde kan vi støtte hinanden.
Når så først motivet er inden for kameraets rækkevidde, handler det om at undgå rystelser i optagelsen. Og det kræver træning, træning, træning….. Og heldigvis er optagelser med digitale fullframe udstyr jo taknemmelig, når man husker at anvende raw-optagelser. – Det sidste har jeg faktisk ikke altid anvendt, lyder det med et smil, men i dag kan jeg godt se vigtigheden af de mange dataer.

Sælger til lokale og turister

I al den tid Jens har drevet fotoforretninger – engang var det tre butikker på en gang – har han arbejdet igennem om sommeren. – Jeg vælger at have åbent hver dag – og der er altid mulighed for at få solgt varer til både lokale og turister, oplyser Jens, der dog kan have et midlertidigt lukket skilt i døren, hvis han skal løse fx en opgave med fotografering af et brudepar.

Et godt fif

RYK IND RIBEs medarbejder fik også lige et godt råd med på vejen. I stedet for manulet at frakoble blitzen, der aktiveres ved brug ved automatik optagelser – så kan denne irritation fjernes blot ved at vælge indstillingen P for program. – Mon du ikke skulle have fortalt det, da jeg købte kameraet hos dig for snart 4 år siden?? Jens nikker og siger med et smil: – Men noget må man altså også selv finde ud af 🙂
PS! Tak for dagens råd!