Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 7. september
Jem og Fix i Ribe holder snart flyttedag. Hvis alt går efter planen, sker det i løbet af november, og det bliver ikke en lang flytning.
Ejendomsselskabet Actus, der ejer Marsk Centret, hvor Jem og Fix har til huse i øjeblikket, er i fuld gang med en udvidelse af centret mod nord op mod det område, hvor A. P. Jørgensen har til huse. Og det er den udvidelse, Jem og Fix flytter ind i, når den står færdig. Det betyder, at flytningen kun bliver på nogle få meter.
Peter Clausen fra Jem og Fix fortæller, at den nye butik bliver på omkring 1200 kvadratmeter, hvilket er cirka 200 kvadratmeter mere end den nuværende butik. Desuden får forretningen et drive ind område på omkring 1800 kvadratmeter bag butikken, og det er væsentligt mere, end det område Jem og Fix i dag råder over.
– Det betyder, at vi får væsentligt bedre forhold både for vores kunder og for personalet, fortæller Peter Clausen.
Udvidelsen af Marskcentret er udbudt til salg til investorer af firmaet Bluecapital, og på Facebook kan man se en video af udvidelsen og følgende beskrivelse: Ejendommen opføres som en integreret del af det eksisterende “Marsk Centret”, der har stor synlighed og tilgængelighed. Beliggenheden i centret sikrer god synergi med de øvrige butikker. Butikkerne har front facade af glas ud mod parkeringspladsen på vestsiden af centret og vareindlevering på østsiden mod jernbanen. Det store antal parkeringspladser vest for centret indgår som fællesareal og sikrer dermed optimale parkeringsforhold for butikkerne og deres kunder.
Jem og Fix har bundet sig for et ljemål i første omgang på 10,5 år.
Hvad der skal være i de lokaler, Jem og Fix flytter fra, har det ikke trods gentagne henvendelser til Actus været muligt at få oplyst.